Tårne i flammer

Fra Satanisk Bulletin nr. 2, 1998

Pentagrammer tegnet på væggene, ildspåsættelse af et alter og omvendte kors. En kristen kirke er blevet offer for vandalisme begået af en ung mand, der under indflydelse af alkohol eller narkotiske stoffer har besluttet at indvi kirkebygningen til Djævelen. Medierne lyser op i skæret af Helvedes flammer: Der er satanister på spil!

Sognepræster med sidebeskæftigelsen "satan-ekspert" indkaldes som vidner på, at det ikke er væsentligt, at den unge mand var under indflydelse af euforiserende stoffer eller havde psykiske problemer. Det virkelige problem, udtaler sognepræsten, er at den unge mand var besat af Satan. Ikke mindst er det et problem, at Satan har opnået at gøre den danske befolkning mere eller mindre ligeglad med kristendommen. Om sognepræsten dermed mener, at det er Satans fortjeneste, at kirkeskænding ikke længere er forbundet med døden under tortur, bliver ikke afklaret. Det er langt mere vigtigt, at kristendommen fremover får mere støtte i medierne og finansbudgettet, så danskerne kan blive gen-kristnet.

Fra ikke-kristnes synspunkt er kristendommen dog langt mere gennemsyret i det danske samfund end sognepræsten håber. En indbygger i Danmark vil opleve et kristent pres fra alle sider. Tryk avler modtryk, uanset om man er enig eller uenig med trykket eller modtrykket. (At tryk avler modtryk har ikke noget at gøre med Newtons 3. Lov, hvis nogen skulle have fået det indtryk). Derfor er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt kristendommen fundamentalt set har en "god" eller "dårlig" indflydelse på individerne i et samfund: Sammenhængen mellem kristent pres og anti-kristen vandalisme er en ganske naturlig del af et kristent samfunds dynamik. Det kan ganske enkelt forventes, at der i et samfund, der øver et stærkt pres på dets individer, vil forekomme individer, der bryder sammen under presset og reagerer stik modsat. Der er derfor ikke nogen grund til at søge mystiske forklaringer med involvering af djævle og dæmoner, for den sociologiske og psykologiske forklaring på vandalernes reaktion er simpel og tilstrækkelig nok.

Officielt tilkender satanister sig oftest den filosofi, at godt og ondt er begreber, der ikke har en universel, objektiv definition, og at to modsætninger udgør en del af den samme helhed. Det er da også bemærkelsesværdigt at individerne, der bryder sammen, i deres modreaktion netop henter alle deres inspirationer fra kristendommen og ubetinget lever op til alle de kristne forventninger om, hvordan en satanist bør opføre sig. Paradoksalt nok er det netop fordi de gav efter for det kristne pres, at de af kristne betegnes som satanister!

Blandt satanister er den fremherskende reaktion på kirkeskændinger at tage afstand fra det. Grundene varierer, men falder normalt i to hovedkategorier: enten betragter satanisterne det som principielt forkasteligt ikke at vise respekt for andres ejendom, eller også betrager de vandalen som en samfundstaber, som de ikke vil identificeres med.

At det er forkasteligt ikke at vise respekt for andres ejendom bygger for en satanist primært på den vurdering, at andres ejendom kan have stor betydning for ejerne. Følgelig må man forvente, at ejeren har motiv til at såvel forsvare ejendommen som hævne sig på eventuelle vandaler. Det er derfor i den vordende vandals interesse at afstå fra sin gerning. Dette er dog en helt personlig grund for vandalen. Uanset om vandalen mener, at det efterfølgende retslige efterspil er handlingen værd (og det gør vandalerne faktisk af og til) eller ej, så har andre satanister ikke meget at sige til den sag -- man mindes en af de Church of Satans forslag til satanisk opførsel citeret i deres 11 regler: Klag ikke over noget, du ikke behøver have noget med at gøre!

Nogle satanister bemærker, at kirkerne står som arkitektoniske værker. Det er naturligvis korrekt; en kirke er, ligesom et parcelhus, en boligblok eller en fabrikshal, rent teknisk et arkitektonisk værk. Dermed er alt også sagt, for kirkerne i Danmark er generelt ikke meget andet end et rum med bænke og hvidkalkede vægge. De er ikke bestemt ikke hyggelige. Set udefra har de sjældent mere æstetisk værdi end en hvilken som helst anden bygning, der er placeret på et højt punkt.

Havde kirkerne så i det mindste gjort nogen nytte som arkitektoniske værker, ville man også have kunnet forsvare deres eksistens. Hvis en bolig eller en fabrikshal ikke er nyttig, bliver den oftest destrueret eller ombygget til noget konstruktivt i stedet. Men hvor mange kirker benyttes som produktionslokaler? Hvor mange kirker bliver udstyret med gulvtæppe, får bænkene fjernet og bliver lyddæmpet korrekt, så de kan benyttes til f.eks. undervisning? Som kirkerne er udstyret i øjeblikket, er der ikke noget fundament for at bevare dem. Som mål for destruktion er kirkerne afgjort blandt de bedste kandidater, rangerende blandt forladte fabrikshaller.

Det er naturligvis acceptabelt, at kirkerne får lov til at stå uden konstruktiv værdi, så der er ikke nogen umiddelbar grund til at finde tændstikkerne frem. På den anden side er der absolut heller ikke nogen grund til at forsvare kirkernes destruktion. Kirkerne har ejere, og som sådan bør man være indstillet på at bære ansvaret for, at kirkens ejere har et hævnmotiv, hvis man ødelægger kirkebygningerne -- men det er som nævnt kun en personlig grund til ikke at destruere kirken!

Hvad angår samfundstaberen, så er vandalen som beskrevet en naturlig del af et kristent samfund. Som en del af den samme helhed kan vandaler ikke isoleres som "onde" personer, der står over for den "gode" kristendom. At hævde noget andet er et udtryk for, at helheden kan splittes op i mere end én helhed. Dette antyder et levn fra en kristen opdragelse, idet man dermed selv tilslutter sig den kristne dualisme og ikke har frigjort sig fra en tankegang, hvor kristendommen pr. definition står som det "gode" versus andre, "onde" kræfter.

Satanister nærer generelt en vis uvilje mod kristne. Det er forventeligt, at satanister, der kan gennemskue vandalernes handlinger, også nærer en vis uvilje mod vandalerne ud fra den kendsgerning, at vandalerne er lige så kristne som alle andre kristne. Det har dog intet at gøre med vandalernes kirkeskændinger! Deres hærværkshandlinger i sig selv er der ingen grund til, at satanister blander sig i.

Nogle satanister beklager, at vandalerne med betegnelsen "satanister" giver satanisme et dårligt ry. Naturligvis vil kristne gribe enhver aktivitet, der efter deres filosofi kan karakteriseres som satanisk, og benytte den som argumentation for den kristne religions såkaldte høje standarder. Det virker ganske plausibelt, at jo flere kirker, der brænder, desto mere ved bliver der bragt til de kristnes bål. Dette er dog en overfladisk betragtning, for selv om vandalerne hjælper de kristne (hvilket ikke kan overraske, idet vandalerne jo netop er kristne), så medfører det ikke, at kristnes modstand mod satanisme ophører, hvis vandalerne kalder sig noget andet, eller begår andre handlinger. Djævelen har haft mange navne; kristne har altid kunnet finde folk, der har kunnet identificeres som "satanister", og har brugt disse til at rekruttere kristne meningsfæller. At der for tiden findes vandaler, der kalder sig selv for satanister er irrelevant. Det ville være naivt at tro, at hvis vandalismen kunne bringes til ophør, ville de kristne begynde at respektere satanisme. Satanister vil altid have et dårligt ry blandt kristne. Kristne vil aldrig acceptere satanisme, og der er derfor ingen grund til at forsøge at få dem til det.

Det burde desuden trække lidt på smilebåndene, at en person, der vælger betegnelsen "satanist", er bekymret for sit eget rygte. En satanist, der er erklæret egoist og som har såvel sine egne værdier som en personlig styrke, er i stand til at skabe sig en anstændig tilværelse uanset samfundet. Kunstmalere og komponister har ikke ladet deres flammende talent stoppe, men har praktiseret deres kunst under dække af at arbejde for kristendommen. De færreste af dem har undladt at give Djævelen anerkendelse i form af et særligt billede eller musikstykke! Hvad rager det en sådan satanist, hvad andre, mindre talentfulde satanister foretager sig?

Kirkeskændinger og anden vandalisme mod kristnes ejendom er kort sagt emner, en satanist ikke behøver beskæftige sig med. Anti-kristen vandalisme hører kristendommen til, og en satanist har formentlig kun en for-eller-imod-holdning om sagen, hvis satanisten stadig har en høne at plukke med kristendommen!