Spøgelseshistorie

Fra Satanisk Bulletin nr. 13, 2006

Et spøgelse er en afdød person, der hjemsøger de levende, fordi den afdøde har noget uafsluttet eller tabt, der var yderst vigtigt for den afdøde. På trods af, hvad sund skepsis kunne foranlede mig til at mene, tror jeg på spøgelser. Jeg har nemlig set mange af dem.

Men som satanist må jeg også tage det standpunkt, at spøgelser er håndgribelige størrelser. Så når konventionel folketro stipulerer, at spøgelser er ånder, må jeg fastholde, at det ikke kan være tilfældet, og jeg må også som satanist insistere på, at spøgelser ikke er en konstruktion fra en afdød persons efterliv.

Et spøgelse er et dødt menneske i den betydning, at personen har mistet livet. En person, der engang var produktiv, levende, givende og nærværende, men som siden har mistet livsgnisten, og som ikke længere har noget initiativ, er død. Det er den slags personer, der kan blive til spøgelser.

Når et menneske “dør” og bliver til et spøgelse, opleves dødsfaldet ofte i form af et skift i personens liv, hvor venner undres over, hvad der er sket med den før så behagelige person. Dødsfaldet sker ved at en vital del af deres liv forsvinder og tager personens livsgnist med sig. Tilbage er en person, som er nærmest uhyggeligt uvirkelig, og ofte ubehagelig at opleve.

Det kræver lidt forklaring.

Personen har oftest knyttet sig så stærkt til en “fetish” – en person, en idé, en sag eller et objekt – at deres liv ikke kan adskilles fra det. Alt bliver forstået og målt i forhold til fetishen, personen har knyttet sig til. Selv om personen måske har haft et realistisk forhold til virkeligheden, er hele forholdet til tilværelsen blevet målt gennem personens forhold til fetishen. En mor kan således nyde livet, men nogle mødre nyder måske livet som mødre, dvs. ikke som selvstændige individer, men gennem deres forhold til barnet og den identitet, det giver dem at være mødre. Barnet er blevet til disse mødres fetish.

Fetishen bliver de briller, personens ser og forstår hele tilværelsen gennem. Den forhindrer ikke personen i at se klart; tværtimod er den vital for personens klarsyn. Personens kontakt til virkeligheden går gennem personens fetish, og i stedet for at benytte sig egen rod som pejlemærke i forhold til tilværelsen direkte, benytter personen sin fetish som mellemled til roden.

Det går som regel også godt, men det er farligt at være så afhængig af en ekstern faktor. Hvis man finder ud af, hvad en persons fetish er, kan man kontrollere personen gennem dennes fetish, men det er en helt anden diskussion. Hvis man får personen til at hade sin fetish, vil han hade sig selv, og hans pejlemærke i tilværelsen vil være hans selvhad. Det er også en anden diskussion.

Tilbage til spøgelserne. Folkesagnene slår fast, at spøgelser ofte går og leder efter noget, der er blevet væk, eller spøgelserne hjemsøger folk, der ejer noget, som spøgelserne selv har mistet.

Hvis man ødelægger personens fetish, eller gør personens fetish utilgængelig, fjerner man den ting, der udgjorde personens kontakt til sin rod, og dermed fjerner man også personens pejlemærke til virkeligheden. Den vitale del i personens liv, som personen levede igennem og så sin tilværelse igennem, forsvinder. Personens livsgnist forsvinder sammen med fetishens forsvinden. Personen “dør”, men kan ikke finde fred uden sin fetish.

Dette er hemmeligheden bag spøgelsernes forbandelse. Spøgelserne af kød og blod har mistet deres fetish, og deres forbandelse kan kun hæves, hvis spøgelserne kan genfinde deres mistede fetisher, eller hvis de finder en ny fetish. I meget sjældne tilfælde kan spøgelserne finde deres rod.

Fetishen er personens axis mundi, pejlemærket for verdens orden. Rokkes axis mundi blot én gang, er verden destrueret. En australsk aboriginal-stamme, der symboliserede axis mundi i form af en pind, tog ideen så alvorligt, at hvis pinden blev ødelagt, satte stammen sig ned og ventede på at dø, idet verdensordenen jo var destrueret.

I myternes univers forbinder axis mundi de kosmiske planer. I kristendommen bruges Jakobsstigen som symbol for axis mundi, og i den nordiske mytologi var det Yddgrasil. For den enkelte person er axis mundi forbindelsen mellem hans sansning og sansetolkning, og mellem hans fortid og fremtid. Det er personens røde tråd i livet.

Fetishen er således personens ene faste holdepunkt, som ikke kan tåle at blive rokket. Mister man kontrollen over fetishen blot én gang, er holdepunktet for ens verdensopfattelse for evigt usikker. Er personens fetish f.eks. ens kæreste, skal kæresten blot demonstrere én gang, at hun eller han er uinteresseret i en, før ens lokale verden – en selv – synker i grus. Også selv hvis kæresten finder tilbage igen.

Ligesom myternes spøgelser hjemsøger de levende, hjemsøger virkelighedens spøgelser de mennesker, der har liv, kropsvarme og gnist. De hjemsøgte er de mennesker, der sidder med spøgelsernes fetish.

Spøgelsernes tilstedeværelse kan tage flere former. Man kan kanske glemme spøgelsets eksistens, og kun blive opmærksom på dets tilstedeværelse, fordi det med mellemrum rasler med sine lænker ved at lufte en uudslukkelig bitterhed. Eller man kan sidde med en undren over, hvorfor spøgelserne opsøger de mennesker, de måske engang havde et tilhørsforhold til, selv om spøgelset selv forlængst har afsværget tilhørsforholdet. Eller man kan have være sammen med spøgelset og være gået hjem med en fornemmelse af, at spøgelset var den eneste i selskabet, der fik noget ud af samværet. Spøgelsernes tilstedeværelse er et gennemsigtigt omrids af det, spøgelserne engang følte, at de var som levende individer.

Spøgelset kan være moderen, der har mistet sit barn, fordi barnet er flyttet hjemmefra eller har frigjort sig, og som forsøger at fastholde barnet i dets barnlige behov i form af hjælp med mad og vasketøj. Eller spøgelset kan være den gamle satanist, der forlængst har forsvoret den sataniske ideologi, og som er blevet mere sat end tan, men som alligevel opsøger satanister for at mødes med dem om ting, han lige så godt kunne mødes med andre mennesker om.

Nok går spøgelser ikke gennem vægge, men de er skam virkelige nok, og de kan ikke som vampyrer dræbes af en metaforisk pæl gennem hjertet. Spøgelser er heller aldrig venligtsindede. Og i modsætning til sagnhistoriernes spøgelser kan ikke hvemsomhelst genforene spøgelserne med deres tabte identitet; ægte spøgelsesjægere har brug for lang træning i psykiatri.

Vi andre dødelige kan sjældent jage spøgelser på flugt. Hvis ikke vi vil flygte fra det hjemsøgte område, må vi leve med deres hyl i natten og deres kolde pust ned af ryggen.