Satanister i logen

19. april 2015

Hemmelige håndtryk, skjult indflydelse og enorm magt. Gennem årtusinder har en skjult undergrundsbevægelse af Frimurere styret verden med vold og lobbyisme. I dyb hemmelighed har bevægelsen tilbedt Satan, mens de foregav at være gode kristne.

Røg af en brand

Den slags historier om frimureriet er der kun få, der stadig tror på. Men der findes også historier, der lever i bedste velgående.

Frimurerne er stadig kilde til inspiration, og blandt satanister henvises der også til tider til en frimurerbaggrund. Ikke mindst lederen af gruppen Satanic Reds hævder at være dybt involveret i en frimurergruppe, der bl.a. benytter Baphomet-symbolet i sit tidsskrift. Så selv om visse historier om frimureriet er tydelig konspirationsteori, så er der måske noget om snakken alligevel?

Vi skal tilbage til frimurerordenernes formodede moder, Tempelridderne.

Tempelridderne

I korstogenes begyndelse i det 12. århundrede fandtes der to modstridende kald blandt de kristne korsfarere. Det ene var præstestandens, der strengt forbød deltagelsen i konflikter; den anden var soldaternes, hvor konflikt i høj grad blev praktiseret.

Men i 1119 besluttede en fransk adelsmand ved navn Hugues de Payens og ni følgesvende sig for at beskytte kristne pilgrimme på deres færd til og fra Jerusalem. Som præstestanden svor de fattigdom, cølibat og lydighed, men med forbehold, der tillod dem at føre krig. Dermed opstod en europæisk kriger-munk som en ny figur i korstogene.

Jerusalems konge var glad for krigermunkenes hjælp, og tilbød dem at bo i Jerusalems helligste sted: Klippemoskeen, der i dag er en af muslimernes helligste steder. Her blev de kendt som “Ordenen af fattige riddere af Kristus og Salomons tempel”, eller blot Tempelridderne.

Tempelriddernes status inspirerede andre kristne militære ordener, såsom de teutonske riddere.

Krig er en dyr aktivitet, og Tempelridderne fik således langt mere brug for understøttelse end munkene. En kombination af deres store militære magt og deres krav om afholdenhed (i den forstand, at de ikke brugte penge på sig selv) gav Tempelridderne anledning til at udøve en form for tidlig bankvirksomhed.

Dette gjorde Tempelridderne umådeligt rige, men med rigdommen kom også mistanke om dårlig moral, når nu de som munke formodedes at skulle være fattige.

I 1291 faldt Tempelriddernes sidste fæstning mod muslimerne, og denne svigtende beskyttelse af kristendommen, deres hemmelige adfærd, og deres store rigdom og arrogance gav anledning til rygter om en skjult dagsorden.

I 1307 planlagde Tempel­rid­derne endnu et korstog til Israel, men efter en økono­misk uenighed over­faldt Fran­krigs Kong Philip IV dem og konfi­skerede deres rig­domme. Efter syv års retter­gang under tortur og ydmy­gelser blev Tempel­ridderne fundet skyl­dige i kæt­teri, og Tempel­rid­dernes stor­mester, Jacques de Molay, blev brændt på bålet.

Tempelriddernes konspiration

Det må i dag stå klart, at Tempelridderne ganske vist var magtfulde og autonome, men de deltog ikke i kættersk aktivitet eller udgjorde en trussel mod den eksisterende præstestand.

Alligevel er Tempelridderne genstand for særlig interesse: De lugtede af sammensværgelse. Når et nyt medlem blev initieret, fik medlemmet således at vide, at han kun så overfladen af ordenen, hvilket gav anledning til forestillinger om, at der foregik noget hemmeligt bag lukkede døre. Ved afslutningen af initieringen skulle det nye medlem kysse ceremonimesteren på munden, hvilket havde homoerotiske undertoner. Og endelig virkede den brutale undertrykkelse ledt af Kong Philip IV lidt mystisk.

Blandt anklagerne mod Tempelridderne opstod også anklagen om at tilbede en gud­dom kaldet “Baphomet”. Selv om der siden er fundet genstande, der tilskrives Tempelridderne, og som kan minde om beskrivelserne af denne gud i anklagerne, er der ikke fundet beviser for påstanden. Okkultisten Eliphas Lévi har siden forsøgt at sammensætte figuren ud fra beskrivelser af bl.a. gargoyles på bygninger opført af tempelridderne, og nåede frem til “Mendes­bukken”.

Baphomet-symbolet med gedehovedet og pentagrammet er dog ikke Lévis kreation, og ingen har kunnet spore det længere tilbage end 1961, hvor Maurice Bessy bragte det uden kildehenvisning i bogen “A Pictorial History of Magic and the Supernatural”.

Den fantastiske opblomstring, den enorme magt og den grusomme afslutning på Tempelriddernes æra gav dem en førsteplads i europæisk konspirationsteori. Indtil da havde kun jøderne været i stand til at give indtryk af en tilsvarende magt, men Tempelriddernes trumfkort var, at truslen denne gang kom indefra.

Frimurerne

I mange århundreder eksisterede der to primære konspirationsteorier: Den jødiske sammensværgelse, hvor jøderne var Satans agenter (de havde jo dræbt Jesus - et ansvar, som de tidlige, kristne romerske skribenter behændigt havde frataget romerne), og Tempelriddernes sammensværgelse.

I det 18. århundrede opstod der reelle hemmelige selskaber. De mest kendte af disse er Frimurerne og Illuminati.

Frimurernes navn stammer fra de middelalderlige loger af håndværkere, hvis arbejde krævede, at de boede på arbejdspladserne. Mens de rejste, opholdt de sig i loger. For at styrke deres omdømme gav de indtryk af, at deres kundskab strakte sig tilbage til det antikke Israel, og for at holde konkurrenter ude udviklede de faghemmeligheder (dvs. i praksis en særlig “hemmelig viden”, som blev set som halv-magisk, og som kun var for de indviede) og med tiden hemmelige verbale og fysiske tegn, der lod anerkendte frimurere genkende hinanden.

I 1717 havde frimurerorganisationerne udviklet sig så meget, at de var modne til at etablere Grand Lodge i London, og efter nogle få år havde de en forfatning. Frimurernes møder var sociale og upolitiske, hvor deltagere af forskellig social stand kunne mødes i en ligeværdig atmosfære af deisme, tolerance og personlig udvikling.

Der var en vis mængde humanistisk tankegang i frimurerorganisationerne, hvilket stod i kontrast med kristne principper, og omkring 1700 begyndte frimurerne for første gang at blive anklaget for antikristen aktivitet. Nok var organisationerne upolitiske, men deres brud på sædvanlige sociale grænser var en politisk, reformatorisk erklæring i sig selv, og den humanistiske orientering var Oplysningstidens kætterske tanker.

Frimurere overalt

Frimurerloger spredte sig hurtigt til resten af Europa, hvor de i despotiske styrer ofte antog en helt anden form end i Storbritanien. De frie tanker, der karakteriserede de engelske loger, havde revolutionære implikationer i andre lande, og frimurerloger blev forbudt eller fordømt.

Samtidig forsøgte de mange frimurerorganisationer at skabe troværdighed om sig selv gennem tilfældige forklaringer om deres oprindelse og eksotiske adfærd. Nogle mente således at have forfædre blandt byggerne af Jerusalems tempel, opfandt teatralske ritualer, opfandt en snørklet rangorden blandt medlemmer, pralede af hemmelig viden, osv. Dette kaos af løgn tiltrak også en række svindlere, der oprettede nye “frimurerordener” for at tilrane sig magt eller penge.

Det er svært ikke at se en parallel til sataniske grupper, der også ofte hævder at have en mere eller mindre fantastisk baggrund.

De færreste af forsøgene på at legitimere sig historisk har været bevidst bedrag. Grupperne har sandsynligvis været tvunget til at sætte sig selv i historisk perspektiv ved at forklare deres rødder, og de har også været presset til at efterrationalisere, når der både indefra og udefra er stillet krav om forklaringer. Tilsvarende har udviklingen af interne ritualer og et internt hierarki i en vis udstrækning været et resultat af, at grupperne var etablerede som “samfund i samfundet”. Sådanne grupper har brug for nye hierarkier, når de gamle samfundshierarkier forkastes, og de har brug for ceremonier og ritualer for at styrke gruppens identitet.

Grupperne har givetvis også følt en vis inspiration af tidligere tiders grupper, og hvis en frimurergruppe har genfundet dele af dens ideologiske grundlag i gruppens tolkning af tidligere gruppers ideer, har det været oplagt at føle et tilhørsforhold.

Det er ganske normalt, at en gruppe ikke ser en tidligere gruppe som blot en inspirationskilde, men derimod opfatter den tidligere gruppe som en reel forgænger, der direkte har ledt til den nye gruppe, som nu viderefører den gamle gruppes ideologi. Man kan således formode, at de nyere frimurergrupper mere eller mindre oprigtigt har troet, at de var de gamle gruppers arvtagere.

For at forklare dette kaos af forskellige frimurergrupper udviklede frimurernes modstandere et stærkt argument mod frimurerne: Lederne af frimurerordenerne fastholdt medlemmerne med de laveste grader i uvidenhed og forvirring. (Dette argument finder vi stadig i dag, når f.eks. kristne “eksperter” beskriver medlemmer af organisationer såsom Scientologi.) Når frimurernes ledere holdt denne plan samt deres identitet hemmelig, ville de kunne indynde sig hos samfundets spidser. Frimurernes modstanderes argument antydede, at uanset hvor uskyldige, de menige medlemmer måtte være, var organisationen som sådan skyldig i samfundsundergravende virksomhed, og der ville altid kunne findes en endnu mere skjult orden af bagmænd, der manipulerede alle de andre.

Blandt de mange “forgængere“, der blev postuleret af diverse frimurerorganisationer, fandt vi i 1736 i Tyskland også St. Johns Riddere (en af de adskillige kristne militære organisationer, som Tempelridderne gav anledning til), men da de var for ukendte, opstod i stedet i 1752 påstanden om, at Tempelridderne stod som frimurernes oprindelse. Med tiden kom Tempelridderne til at blive opfattet som en blandt mange former for frimureri, selv om deres historie er en helt anden.

Til sidst blev Frimurerne opfattet som den mest centrale og komplekse af alle de mange hemmelige grupper.

Illuminati

I denne totale forvirring opstod Illuminati i Bayern.

Illuminati blev så vidt vides oprettet den 1. maj 1776 af professor i jura, Adam Weishaupt, ved Ingolstadt Universitet i Bayern. Weishaupt ønskede at bygge en subkultur i et korrupt samfund, idet han ønskede at modernisere Tyskland gennem den disciplin, som en hemmelig forening måske kunne bidrage med.

Foreningen levede kun i 11 år, men fik alligevel stor betydning. I dens reelle eksistens var Illuminati en forening, der erstattede Frimurernes aristokratiske selvfedme og mangel på samhørighed med radikale og seriøse ideer, der på ikke uvæsentlig vis bidrog til Oplysningstidens tanker. Illuminati krævede også mere af dens medlemmer, der måtte forlade familie og hjem; dette var en model for en revolution, så hvis Frimurerne kan siges at ligne New Age, var Illuminati en kult. Endelig var Illuminati virkelig en organisation med et dobbelt doktrin: Frimurerne var blevet anklaget for at holde deres dagsorden hemmelig for de menige medlemmer. I Illuminati var dette Weishaupts bevidste strategi, og modellen er siden blevet kopieret i mange hemmelige selskaber.

Sammen med Weishaupt meldte adskillige af Illuminatis medlemmer sig ind i Frimurerloger, og dermed blev der som noget helt nyt skabt sammenhængende hemmelige selskaber i form af frimurerloger, hvis bindeled hed Illuminati.

Illluminati i konspirationsteorierne

Det er således ikke overraskende, at Illuminati har givet anledning til bekymring i samtiden. Mens konspirationsteoretikere hidtil havde undgået at påstå, at der fandtes et stort og hemmeligt plot i midten af de hemmelige selskaber, kunne Illuminati tage denne rolle. Illuminati var et påviseligt eksisterende hemmeligt selskab med subversiv aktivitet, som bekræftede gamle mistanker om hemmelige sekter og samfund - og mest af alt mistankerne om Frimurerne.

I USA har Illuminati skabt paranoia i flere omgange. I 1798 og igen i 1826 ansporede det en reel terrorfrygt, og i 1920’erne blev Illuminati angivet som ophav til Bolshevismen, og er siden blevet beskrevet som en organisation med målet at ødelægge den kristne civilisation. Illuminati kom til at udgøre årsagen til verdens ondskab blandt amerikanske konspirationsteoretikere.

Illuminati og Frimurerne går igen i så mange konspirationsteorier, at det næsten er blevet accepteret blandt menigmand, at Illuminati og Frimurerne har en særlig status. Deres mål er samfundsundergravende virksomhed, og de truer vor kultur og vores følelse af sikkerhed.

Satanisk arv

Sataniske grupper såsom Church of Satan, Temple of Set og Satanic Reds har i varierende grad påstået at have rødder hos frimurererne.

I “The Satanic Rituals” hævder Anton LaVey således, at Tempelriddernes “L’air epais”-ritual er et satanisk ritual, og forbinder det endvidere med et Frimurer-ritual. Tilsvarende handler “Western Roots, Part Two” af Satanic Reds, hvor der redegøres for deres historie som satanister, om Frimurerne som bærere af den antikke, sataniske filosofi.

Begge grupper er således faldet for den traditionelle overlevering, med mindre de da bevidst har valgt at benytte myterne for at manipulere eventuelle følgere eller observatører. De følger således traditionen for at ophøje inspiration til mandat.

Jeg har også til tider hørt satanister her i landet give udtryk for, at de selv viderefører f.eks. Pythagoras’ tradition, typisk når disse medlemmer har læst Church of Satans eller Satanic Reds’ materiale (folks ordvalg plejer nemlig at afsløre kilden). Typisk sker det i kraft af ét enkelt træk, man kan bruge, uden hensyntagen til ideens vigtighed og sammenhæng med resten af filosofien: Man bliver jo f.eks. ikke Pythagoræer, bare fordi man forstår, hvorfor “hypotenusens kvadrat er lig summen af kateternes kvadrater”.

Man skal ikke nødvendigvis klantre grupper eller enkeltpersoner for sådanne udtalelser eller holdninger. Satanister vil i væsentlig grad finde genklang i humanistiske idealer som dem, der blev formuleret i oplysningstiden, og som ikke mindst blev diskuteret livligt i datidens frimurerorganisationer. Som satanist må man føle et vist ideologisk broderskab med sådanne tanker.

Fejlen opstår, hvis man tror, at man er mere end blot en nulevende person eller gruppe, der er enig med dem. Det er også en fejl, hvis man går den modsatte vej og mener, at de tog udgangspunkt samme sted, som man selv gør. Det sidste sker ofte, når satanister omtaler en person som de facto satanist, et udtryk, der jævnligt blev benyttet af Anton LaVey.

Hvis man skal kalde en person for “de facto satanist”, må man i det mindste forvente, at deres ideer stemmer overens med vore (satanisternes) ideer i dag. For eksempel er det fair at sige, at visse af George Washingtons holdninger stemmer overens med vor tids satanisme, men skulle man omtale George Washington som de facto satanist, ville man som mindstemål forvente, at George Washington i dag ville kunne erklære, at nutidens satanisme var den ideologi, der bedst udtrykte hans holdninger. Jeg tør roligt sige, at de færreste mennesker, der af satanister er blevet kaldt for “de facto satanister”, ville erklære sig enige, ikke engang uformelt.

Frimurernes pentagram

Der er ingen grund til at tro, at en frimurerorganisation har tilknytning til satanisme, blot fordi man finder pentagrammet blandt organisationens symboler.

Ethvert symbol har kun den værdi, man selv tillægger det, så pentagrammet er kun et satanisk symbol for de, der anser det for et satanisk symbol.

I frimurerorganisationernes symbolik henviser pentagrammet normalt til kristne myter om Salomons segl eller Bethlehemsstjernen, Jerusalems byvåben, Pythagoras, forestillinger om Jesus, m.v.

Hvis organisationerne føler sig som arvtagere til nogle af disse historiske eller opdigtede steder eller personer, som brugte pentagrammet, er et meget oplagt, at organisationerne vælger at benytte pentagrammet som symbol.

Det er endvidere naturligt, at organisationerne hver især gør sig spekulationer om brugen af symbolet. Selv om fortolkninger udarter sig forskelligt, og ikke nødvendigvis stemmer overens med mainstream-kristendom, så bliver de ikke til satanisme af den grund - de bliver blot endnu en variant af mange former for kristendom.

Hvad kan vi lære af frimurerne?

Tempelriddere og Frimurere har gennem tiden været grupper, der ikke helt holdt sig til normen. De har som så mange andre grupper benyttet sig af en vis lukkethed. Frimurergrupperne har i kraft af deres tidsånd været samfundskritiske. Men foruden disse egenskaber har deres sataniske islæt været begrænset til, at det omkringliggende samfund har udråbt dem som “onde” og i ledtog med Djævelen.

Det er dog værd at overveje motivationen for sådanne beskyldninger, samt resultatet af dem. Tempelridderne var forløberne for bankaktivitet, frimurerne var en forløber for arbejderbevægelserne, og Illuminati var en af Oplysningstidens mere radikale manifestationer. Alle blev af disse årsager set som trusler mod den siddende magt, og netop fordi den etablerede magt har dæmoniseret organisationerne, har de - eller rettere deres rygte - haft en usædvanlig stor indflydelse på samfundet.

Det ligger i menneskets natur at forestille sig, at hvis grupper minder om hinanden, så er der en forbindelse - især hvis smågrupperne ligefrem selv hævder det. Selv om de fleste i dag har tilstrækkelig med sund fornuft til at indse, at de mange frimurerorganisationer intet havde at gøre med hinanden, og selvfølgelig ikke havde en hemmelig, ondsindet og magtfuld kerne, så falder vi alligevel pladask for argumentationen om, at der findes en fælles, muslimsk terrororganisation, som styrer et stort terrornetværk i hele verden. Sandheden er, at der ikke findes nogen (større) samlende terrororganisation og når en gruppe f.eks. kalder sig for Al Qaeda, er den altid en lille, isoleret gruppe, som har lige så lidt at gøre med “moderorganisationen”, som 1700-tallets frimurergrupper havde at gøre med Tempelridderne. Alligevel er sådanne forestillinger f.eks. blevet brugt som et af de vigtigste argumenter for krigen mod Irak, hvor de har rykket ved globale politiske forhold og har fået fatale eller uoprettelige konsekvenser for hundredetusinder af mennesker.

I kølvandet på denne konspirationsteori (eller måske er det den omvendte rækkefølge, hvor udgangspunktet hedder fremmedhad?) ser vi i dag en dæmonisering af indvandrere i det danske debatklima, og den deraf følgende lovgivning, beslutninger om undervisning i kristen “danskhed”, osv., rammer også ateister og andre ikke-kristne.

Satanister sættes ofte i forbindelse med Frimurerne, både af omgivelserne og af visse satanister selv. Tempelridderne, Frimurerne og Illuminati var ikke satanister, men i kraft af dæmoniseringen af grupperne, og i kraft af deres ønske om et alternativt samfund må satanister føle et vist broderskab med grupperne.

Den væsentligste lærdom, man kan udlede af disse gamle “satanister”, er forståelsen af de forkerte opfattelser.

Som subkulturer, der er under mistanke for subversiv aktivitet, kan man let lade sig lokke i nogle af de samme fælder, som mange frimurerorganisationer er faldet i, både i forhold til intern organisation, medlemmers forventninger, og reaktioner udadtil.

Ekendelsen af de virkelige forhold bag konspirationsteorierne omkring Frimurerne bør skabe et vist perspektiv på de aktuelle samfundsstem, så man ikke uden videre løber med, når kvæget bisser efter synet af en dæmon.