Dumme kristne

1 januar 2003

Det kritiske syn på kristendommen er en af de få ting, som stort set alle satanistgrupper kan blive enige om. Det er dog ikke altid, kritikken er lige målrettet. En af grundene er, at mange henter deres anti-kristne synspunkter fra LaVey, amerikanske ateister og korte slagord fra gamle filosoffer. Dette bringer ofte kritikken udenfor dens oprindelige kontekst. Den amerikansk formulerede kritik er f.eks. mest aktuel i forhold til amerikansk katolicisme, og det sker ikke sjældent, at folk misforstår den oprindelige mening bag de korte slagord.

Et andet typisk problem med de antikristne udsagn er, at der hersker forvirring om hvad der er private holdninger, og hvad der kan argumenteres for som faktuelle forhold. Populært sagt kræver det intet forudgående studium at mene, at kristne er dumme. Men hvis man vil formulere en mere alment holdbar kritik af specifikke kristne læresætninger eller historiske handlinger, så bør man have sine data og sin argumentation i orden. Ellers kan man hurtigt rode sig ud i udsagn, som er forkerte, og som får kritikeren til at fremstå som uvidende, hvilket nok er det modsatte af, hvad man ønskede.

Moderne kristendom uden Gud og bibel?

Kristendommen har selv været med til at føde religionskritikken og aflive den nære og håndgribelige Gud vha. religionsfilosofien og teologien. Hvor Gud før blev set som afsender af pestepidemier og herre over mirakler, er den i dag blevet omtolket til en udefinerbar størrelse med en ikke nærmere angivet indflydelse. Den kristne Gud er blevet en fjern Gud, som ikke mere kan måles og vejes. Men kristendommen har også oprettet et overtroens reservat til religionen, som kristendommen i dag deler med alle mulige former for religion og religiøsitet. Adskillelsen af viden og tro har nemlig ikke kun betydet, at religionen er blevet forment adgang til videnskaben, men også at religionen er blevet et lukket land, hvis mytologiske indbyggere hverken kan påvises eller aflives vha. videnskabelige beviser eller filosofisk argumentation.

Fra at være samfundets overordnede referenceramme er religionen blevet en af mange bidragsydere til den personlige livsfilosofi og etik, hvis relevans og brugbarhed alene begrundes i det personlige valg. Religionens bidrag er endvidere oftest uforpligtende udpluk. Ideen om ”alt eller intet” passer ikke det moderne menneske. Hvis noget ”virker rigtigt”, så bliver det brugt. Bibellæsning og kirkebesøg fravælges til fordel for dagens horoskop i B.T., uden at folk derved føler sig mindre kristne. Det er denne form for kristendom, som vi møder i dagens Danmark. Hvis satanister afviser den eksisterende kristendom som uægte kristendom til fordel for et billede af kristendommen, som kun findes hos fundamentalistiske minoriteter og i den antikke historie, så begår de en fejl af samme type, som når kristne insisterer på en kristen definition af satanisme uden hensynstagen til de faktisk eksisterende satanister. En sådan indgangsvinkel er ideologisk eller religiøs, og kan ikke bruges udenfor ens egen subkultur.

Fejl i bibelen

Et af de meget populære kritikpunkter mod kristendommen er, at religionen ikke kan tages seriøst, da der er fejl i bibelen. Når de kristne så alligevel insisterer på at fastholde deres tro, så må det være på grund af uvidenhed eller direkte dumhed.

Det er rigtigt, at der i bibelen både er ting, der strider imod moderne viden, ting der støder vores moderne moral og passager, der modsiger hinanden. Men at tro, at dette i sig selv skulle ophæve kristendommens mulige gyldighed, bygger på en række forudsætninger, som man bør være bevidst om. Den første forudsætning er, at de kristne faktisk tror, at bibelen er af en sådan hellig karakter, at den ikke kan eller må indeholde fejl eller mangler. Hvis dette var tilfældet, så ville argumentet holde vand. Nu forholder det sig dog sådan, at de få fundamentalister, som rent faktisk benægter fejl og mangler i bibelen, udgør et forsvindende lille mindretal. Hertil kommer, at mange af de fejl og mangler, som f.eks. de amerikanske ateister peger på, rent faktisk befinder sig i det gamle testamentes lovstof, som ifølge kristne dogmer blev ophævet, da kristendommen opstod. Når satanister stiller moderne kristne til regnskab for fejl i bibelen, så er der altså ikke alene tale om, at satanisterne vælger en teologisk indgangsvinkel, som de kun deler med kristne fundamentalister, men også at de udviser en manglende viden om, hvordan kristne faktisk forholder sig til bibelen.

En mere oplagt indgangsvinkel til bibelspørgsmålet er at anskue sagen religionsvidenskabeligt. Ved at udpege kristendommen som en religion har vi samtidigt sat den i en bestemt kategori. Religion behøver hverken videnskabelige beviser eller indviklede filosofiske argumenter for at udfylde sin rolle som livsmulighed for religiøse mennesker. Religion er netop noget andet, som eksisterer ved siden af disse ting. Samtidig er det også indforstået, at religion har at gøre med forestillinger, som ikke kan bevises indenfor de rammer, som f.eks. videnskaben sætter. Bibelen er et antikt dokument, og det er derfor ikke specielt meningsfuldt at diskutere bibelen ud fra ”moderne standard indenfor videnskab og etik”. Hvis man alligevel vil gå ind i en bibeldiskussion, så kan det være relevant at forholde sig til, at selv om de kristne har brugt den samme tekst i over 1000 år, så har teksten været tolket på mange forskellige måder, og brugt til mange forskellige ting. Det betyder, at man som kritiker nødvendigvis må afvise, at bibelen har et entydigt budskab, og at den nutidige brug skulle være mere gyldig end fortidens tolkninger.

Moralens mudrede vande

Et andet ofte gentaget slagord er, at viden er bedre end tro, og at religion derfor bør erstattes af videnskab. Dette er bestemt vigtigt at holde fast i, når det gælder videnskabens kerneområder, men billedet bliver mere mudret, når man bevæger sig inden for moralens område, eller f.eks. diskuterer emner som videnskabsetik. Populært sagt kan videnskaben fortælle os meget om verdenen, men den kan ikke fortælle os, hvordan vi skal leve i den, eller hvad vi skal synes om den. Selv om den sataniske moral forsøger at støtte sig til videnskab, så er den i lige så høj grad et menneskeskabt produkt, som diverse andre filosofier, religioner og ideologier. Hvis satanister hævder, at satanismens moral alene udspringer af videnskabelige data, så sammenblander de videnskab og filosofi.

Endvidere er det værd at bide mærke i, at der ofte er en tendens til, at dem, der kraftigst slår på tromme for videnskabens overlegenhed i forhold til de dumme religiøse, ofte reagerer mere ideologisk end fagligt. For eksempel er det ikke usædvanligt at se folk, som på den ene side føler sig langt hævet over mennesker, der tror på bibelen, men på den anden side har en tro på videnskaben, som i lige så høj grad er præget af blind autoritetstro, kulturel baggrund og vaner. De har måske nok mere ret end de religiøse, men deres egen forståelse og indsigt er ikke nødvendigvis større. De har bare været så heldige at have mere oplyste lærere.

Den sataniske indgangsvinkel til moralske spørgsmål må være, at man afviser, at der findes objektive moralsandheder uafhængigt at mennesker, og at man nægter at opfatte religiøse udsagn som autoritative, dvs. som udsagn, man skal rette sig efter. Dette betyder dog ikke, at man samtidig kan diskvalificere religiøse mennesker som deltagere i samfundsdebatten eller som herre i deres egne liv, med mindre man ønsker at (og kan!) tilsidesætte deres ret til personlige valg og holdninger.

Svage kristne?

Et andet yndet angreb mod kristne er at beskylde dem for at være svage. I sin mest primitive form er dette f.eks. blevet udtrykt af en black metal musiker i et nummer af ungdomsbladet ”Tjeck” tilbage i 1997: ”Kristendommen står for svaghed [...]. De kristne ønsker fred og kærlighed”. Den slags formuleringer skaber en naturlig grobund for diskussioner om definitionen af begrebet ”svag” og det modsvarende begreb ”stærk”. Set ud fra rent et ”might is right”-synspunkt indrømmede selv den citerede metalmusiker, at de kristne både udgør flertallet og har den fysiske overmagt. Det er f.eks. ingen hemmelighed, at det er en kristen fundamentalists finger, der hviler på aftrækkeren i verdens stærkeste atommagt, Guds eget land USA.

Det er også værd at bide mærke i, at selv om de kristne måske nok prædiker fred og kærlighed, så forhindrer dette ikke kristne nationer i at føre krige eller udføre massakrer, heller ikke når ofrene også er erklærede kristne. Som det er blevet bemærket, så er der i praksis langt mellem de ydmyge, næstekærlige kristne.

Hvis vi skal se på en lidt mere sofistikeret udgave af påstanden om kristen svaghed, så skal kilden findes hos 1800-tallets Nietzsche. For Nietzsche handlede styrke (herremoral) om at være skabende, selvaktualiserende og i harmoni med sine drifter, og svaghed (slavemoral) om at være livsfornægtende og perverteret i sin værdidannelse. Både svaghed og styrke var dog relative begreber, som optrådte i blandet form i det enkelte individ. Kampen mellem styrke og svaghed er altså nærmere en indre kamp i det enkelte individ end en kamp mellem racer eller sociale grupper.

Nietzsche så mennesket som styret af en grundlæggende vilje til magt. Nietzsche betegnede den kristne religion som en slavereligion, idet han blandt andet mente, at næstekærlighed alene var et udtryk for perverteret ”vilje til magt”, gennem hvilken de svage evnede at gøre deres svaghed til dyd, og derved undertvinge de stærke. Afslutningsvist bør det bemærkes, at Nietzsches kritik fik indflydelse på både teologi og filosofi, hvorved han var med til at påvirke blandt andet den moderne kristendom.

Moderne kritik

Som det fremgår af det ovenstående, så er meget af kristendomskritikken forældet, idet den forholder sig til en kristendom, som ikke mere findes. I dag er kristendommen et så flydende og vagt begreb, at det kan være vanskeligt at formulere en aktuel og rammende kritik. Men det betyder ikke, at kritikken har udtjent sin rolle. Der er blot tale om, at kritikken må tilpasse sig tiden. Vores vigtigste opgave er ikke længere at kritisere kristendommen for det den var, eller det den er blandt fundamentalister, men at gøre opmærksom på, hvad kristendommen ikke er. Det vil sige, at vi skal holde kristendommen fast på, at kristendom og moderne dansk kultur ikke er synonyme begreber. Kristendommen har bestemt spillet en rolle i landets historie, men kristendommen er ikke den eneste bidragsyder, eller en entydig positiv bidragsyder, til den danske kultur. Kristendommen er endvidere selv blevet påvirket og ændret mange gange siden sin spæde start som en jødisk sekt. Siden da har græsk filosofi, romersk viden, humanisme, videnskab, filosofi og kunst ydet betydelige bidrag, som har formet både kulturen og kristendommen selv, ofte mere på trods af kristendommen end på grund af den. Det er også værd at holde kristendommen fast på, at historien er fyldt med rigelige eksempler på, at kristendom i sig selv ikke er nogen garanti for, at mennesker eller stater opfører sig fornuftigt eller humant.