Kulturkulten

1. januar 2003

Satanisk Forum har lagt vægt på, at vi tager afstand fra den "amerikanske satanisme" til fordel for "dansk satanisme". Som det vil fremgå i det følgende, er det kulturen, der er den afgørende forskel.

En dansk ekspert i Scientology bemærkede engang, at selv om mange af Scientologys ideer forekom mærkelige, så var mange af de mærkelige ideer slet ikke Scientologys.

Og hvis man har set Scientologys introduktionsvideoer, er der næppe nogen tvivl om, hvor de mærkelige ideer kommer fra, for hele Scientologys salgsapparat virker udpræget amerikansk. Scientology bærer tydeligt præg af at være en amerikansk opfindelse, og når mange af Scientologys ideer forekommer mærkelige her i landet, så er det ikke fordi de kommer fra Scientology, men fordi ideerne afspejler amerikansk være- og tænkemåde.

Det samme gælder også satanisme og andre ideologier, der er importeret fra USA. Meget af den sataniske ideologi, der hidtil er dyrket i Danmark, har været så inspireret af amerikanisme, at Satan stort set har måttet vige pladsen for Uncle Sam.

Det vil være for stor en mundfuld at gå i dybden med en analyse af amerikansk vs. dansk kultur, så derfor vil jeg i stedet give nogle eksempler på, hvor amerikanismen sælges som satanisme.

Kulturel påvirkning

I bogen "Kiss, Bow, or Shake Hands", der er en guide til forretningsrejsende, beskrives karakteristika for en række landes kulturer. Bogen nævner blandt andet, at beslutninger i USA ofte har rod i troen på kapitalisme og konsumerisme, mens tryghed søges gennem hårdt arbejde for at skabe resultater, der får andre til at anerkende ens bedrifter. Det sidste kommer bl.a. af det, der kaldes den calvinistiske arbejdsmoral. Dette er i korte træk et levn fra en kristen skole, der antog, at når et menneske var udpeget til at blive frelst, kunne det ses, fordi mennesket havde jordisk succes. Ikke overraskende motiverede dette folk til at arbejde meget hårdt for at få jordisk succes. Amerikanere sætter da også tit så meget fokus på selv trivielle bedrifter, at det for en dansker nærmest virker pinligt.

Beslutninger i Danmark tages derimod ofte ud fra troen på velfærd og individuel værdighed, og danskere er tilfredse med deres personlige bedrifter. Tryghed i tilværelsen bygger på beskyttelse i velfærdsstaten, hvor der levnes ringe plads til at skille sig ud via individuelle bedrifter.

Church of Satan er den primære eksportør af satanisme fra USA, og den amerikanske kulturs påvirkning på Church of Satan er tydelig. I Church of Satan er det f.eks. officiel politik, at ens status i organisationen afspejler den status, man har i det jordiske liv. Denne holdning er rendyrket amerikansk kultur (og kristen tradition!), og har som sådan intet med satanisme at gøre. Når man i øvrigt ser, hvem der har titler i Church of Satan, er det også tydeligt, at det er folk med status i andres øjne, der tæller (dvs. typisk entertainere), ikke f.eks. folk med faglige evner.

I USA er seksuel ligestilling stadig langt fra Danmarks niveau. Den amerikanske kulturs påvirkning på Church of Satan er her slående i Church of Satans insisteren på, at der skal være skarp forskel på kvinder og mænd, også i LaVeys bog "The Satanic Witch", hvis principper næsten udelukkende bygger på en opfattelse af kvinders evner, der ville få selv moderate danske ligestillingstilhængere til at se rødt. Forresten betragtes farven rød i USA som agressiv og truende, mens den i Danmark betragtes som positiv. Dens virkning ifølge "The Satanic Witch" er derfor en ganske anden i Danmark end i USA. Denne mangel på universalisme betyder iøvrigt, at en del af LaVeys argumentation i bogen om, hvordan mennesker er skruet sammen, falder til jorden, men det er en anden historie.

Mens den danske sociale lighed er udpræget med flade organisationsstrukturer og løse roller, er den amerikanske sociale status ifølge "Kiss, Bow, or Shake Hands" præget af konkurrence og struktureret ulighed med en stærk følelse af hierarki og rollefordeling. Det er derfor næppe overraskende, at Church of Satan har placeret social lagdeling ("stratification" på engelsk) som det vigtigste og fundamentdannende punkt i sit fempunktsprogram.

Religiøs påvirkning

Undersøgelser viser, at USA er et af de mest religiøse lande i verden, i den vestlige verden kun overgået af Polen og Irland på visse punkter. Faktisk er USA mere religiøst end lande som Irak, som USA ellers indledte krig mod i sekulariseringens og demokratiets navn. Til sammenligning er Danmark et af de mest sekulariserede lande i verden.

Selv om satanismen i dag er ateistisk, ændrer det ikke på, at amerikanere derfor er langt mere vant til religiøse traditioner og holdninger end danskere. Dette gælder naturligvis også de amerikanske satanister.

I USA har kristendommen således et langt tydeligere fingeraftryk end i Danmark. Den amerikanske satanisme taler f.eks. ofte om kristendom, og vel at mærke de amerikanske former for kristendom. Tilsvarende er brugen af religiøse titler og organisationsbetegnelser (præst, kirke, osv.) i amerikanske sataniske organisationer et udtryk for, at kristendommen har indflydelse på dem, for selv om titlerne måske søger at håne kristendommen, så kan man kun blasfemere de ting, der betyder noget for en. Tilsvarende er der et større fokus på ritualer i den amerikanske satanisme end i den danske, hvilket igen kan forklares med, at amerikanere er mere vant til religiøse ritualer.

Det er muligvis en kombination af både religion og kultur, når amerikanske satanister også tager det for givet, at hvis en mand og en kvinde bor sammen og har børn, så er de gift.

Manifestation i en kultur

Satanismen har en række grundprincipper på tværs af kulturer, men grundprincipperne giver varierende udslag i forskellige kulturer. Når den sataniske ideologi f.eks. siger, at man søger sin egen tilfredsstillelse, så bestemmer de lokale forhold, hvordan man bedst opnår den. I USA vil det nok være nemmere at opnå, hvad man vil, hvis man tilkæmper sig en plads højt oppe i et hierarki. I Danmark findes hierarkier ikke i samme udstrækning, så her vil samarbejde og hensyntagen til sociale forhold nok give mere udbytte end konkurrence.

Hvis en amerikaner siger, at satanismen er konkurrencebetonet, mens en dansker siger, at satanismen er samarbejdsbetonet, så kan de godt have ret på samme tid – men ikke på samme sted. Det er først en "ideologisk fejl" (i form af solipsisme jfr. Church of Satans brug af ordet), hvis man f.eks. som amerikaner hævder, at satanisme i sin natur går ud på at konkurrere, for det er ikke satanismen selv, men satanismen i en bestemt kultur, der kan gøre konkurrence til en fordel.

Figur 1. Den sataniske ideologi har nogle grundprincipper, der går på tværs af kulturelle forskelle. Men brugen af disse principper i en bestemt kultur giver et bestemt udslag, og i to forskellige kulturer kan der nemt være så forskellige resultater, at brugen af satanismen i én kultur ligefrem modsiger brugen af satanismen i den anden kultur. Men selv om de to retninger modsiger hinanden, har de alligevel begge ret – inden for hver deres kultur. Det er først hvis den ene kulturs satanisme forsøges overført på den anden, at der vil opstå en konflikt.

Elefanten og musen

Church of Satan er ikke ene om at bære præg af, at satanisme er defineret ud fra tydelige amerikanske værdier. Også Temple of Set, First Church of Satan, Satanic Reds og de mange andre sataniske organisationer, der opstår i USA, definerer en god del af deres "sataniske" ideologi som amerikanske værdier. Når disse organisationers udgave af satanisme afhænger af den amerikanske kultur, vil deres medlemmer i europæiske lande nødvendigvis efter en vis modningsperiode udvikle deres egne karaktertræk, der ikke kan stemme overens med den del af moderorganisationens ideologi, som udelukkende er amerikansk kultur. Church of Satan i Europa kan derfor ikke være det samme som Church of Satan i USA, og europæere i Satanic Reds må nødvendigvis være uenige med moderorganisationen. Enten det, eller også kan der sættes berettiget tvivl ved medlemmernes forståelse af, hvad satanismen egentlig indebærer. Det er nemlig vigtigt at holde sig for øje, at hvis ikke satanismen kan adskilles fra ens kultur, så giver det slet ikke mening at trække satanismen frem som noget særligt. Satanismen må nødvendigvis være noget andet og mere end den amerikanske kultur.

I korte træk er den amerikanske satanisme kendetegnet ved, at den i høj grad er påvirket af amerikansk kultur, og at der ikke sættes nogen skillelinie mellem hvad der er amerikansk kultur og hvad der er satanisk ideologi. På denne måde viderebringer talsmænd for amerikansk satanisme i højere grad amerikansk kultur end satanisk ideologi, og amerikanske dokumenter om satanisme – også bøgerne af LaVey – bliver i praksis mere til lærebøger i amerikansk kultur end introduktioner til satanisme.

Figur 2. Det er fristende at sige, at i amerikansk satanisme svarer forholdet mellem amerikanisme og satanisme til, at kun én af stjernerne vender med spidsen nedad. Amerikansk satanisme består nemlig af både amerikansk kultur og satanisme, og den amerikanske kultur har langt den største andel.

Derfor er det også forklarligt, hvorfor LaVey i "Satans bibel" kan hævde, at størstedelen af verdens (læs: USAs) befolkning allerede er satanister. For med hans definition af satanisme får han i virkeligheden bare sagt, at størstedelen af amerikanerne er amerikanere.

Når amerikanske satanister udtrykker holdninger til politiske emner eller globale forhold, er de som regel kun udtryk for den generelle amerikanske opinion. Dette er naturligt nok, eftersom man ikke kan forvente, at satanisters holdninger på alle punkter er forskellige fra mainstream. Til gengæld virker det akavet, når amerikanske satanister mener, at mainstream-holdningerne derfor er sataniske. Peter Gilmore, High Priest i Church of Satan, satte situationen på spidsen i et interview til "The Black Table" den 18. marts 2003:

"Amerika er afgjort en satanisk nation efter vores definition … Vi ser USA som unik i historien, som verdens første sataniske republik, så derfor er USA vigtig for mange satanister."

Og det kan jo ikke kan komme som nogen overraskelse, når deres definition af satanisme overvejende er amerikanisme. Peter Gilmores udtalelse er her som musen, der i følgeskab med elefanten udbryder: "Ih, hvor vi tramper!"

På de punkter, hvor LaVey skrev ud fra rene amerikanske holdninger, vil det være naturligt, at ikke-amerikanere enten må være enige i den amerikanske kultur eller uenige med LaVey. Det er dog tvivlsomt, om de amerikanske organisationer forstår problematikken.

Kult eller kultur

Enhver ideologi bliver farvet af holdningerne i det land, hvor ideologien findes, men sammenlignet med andre ideologier er satanismen særlig påvirket af de enkelte landes kulturer. Det skyldes, at satanismen ingen tradition har, mangler en formaliseret indlæring, og er meget vagt formuleret.

Satanister er derfor nødsaget til at læse bøger og tale med andre satanister, og ud fra dette danne sig et indtryk af, hvad de selv mener, at satanisme går ud på. Det kan ikke undgås, at ens kulturs traditioner og holdninger har langt mere at sige i en sådan ideologi end i en ideologi, der er fyldt med etikker, moral, definition af ondt og godt, osv.

Indtil videre har især satanister fra USA defineret satanismen, og derfor er satanismen også udenfor USA overvejende fyldt med amerikanske holdninger, som kan forventes at falde væk til fordel for lokale skikke efterhånden som satanismen modnes i disse lande.

Amerikansk satanisme i Danmark

Som en del af deres image beskriver amerikanske organisationer oftest sig selv som organiseret som enten en traditionel kristen kirke eller som en frimurerloge, og med disse institutioners respektive ordener. I praksis er de sjældent organiseret sådan, og minder mere om det ustrukturerede New Age miljø. Det interessante er, at danskere ikke alene hopper på amerikanernes påstande om, hvordan de organiserer sig, men også tror, at det er sådan, satanisme bør og kan være i Danmark.

Danske satanister, der forveksler den amerikanske kultur med satanisme, har ofte nogle meget tydelige kendetegn. De slår ofte meget på socialdarwinisme og "vi er eliten"-udsagn. De er også typen, der overdriver antallet af medlemmer i deres nye – og altid største – organisation, eller som går meget op i organisationens opbygning og/eller medlemmernes rangorden (de er som regel enten hierarkiske med masser af titler eller "hemmelige" og med grader). Og endelig er de typen, der sætter prangende hjemmesider op, hvor antallet af tekster og services har langt højere prioritet end kvalitet eller en rød tråd gennem indholdet. Større er bedre, og kvantitet tæller frem for kvalitet.

Når disse danskere springer ud som satanister, er det her i landet svært ikke at trække lidt på smilebåndet. De har nogle gange en forståelse af de sataniske grundprincipper, men som hovedregel er deres nyfundne ideologi egentlig ikke satanisme, men derimod amerikansk kultur.

Det er hvis man som dansk satanist ikke ved, hvornår ens holdninger er sataniske eller amerikanske, at man roder sig ud i selvmodsigelser, hvor man på den ene side giver udtryk for en amerikansk "might is right"-holdning, men på den anden side giver udtryk for det danske demokrati, hvor "alle har en stemme".

For danske satanister kommer det selvfølgelig ikke an på, om USA eller Danmark bidrager med den bedste form for satanisme, og det skal ikke forstås sådan, at der ikke findes satanisme i amerikansk satanisme, for selvfølgelig gør der det. Og modsat er der også dele af den danske satanisme, der er mere dansk end satanisk.

Pointen er i stedet, at vi bør vide, hvornår vi taler om kulturelle opfattelser, og hvornår vi taler om satanisme med dens grundlæggende værdier og opfattelser – at mennesket er et dyr med dyriske drifter, at vi hver søger vore egne glæder, at vi følger vores eget indre lys i stedet for at sætte vores lid til ikke-eksisterende guder, at der ikke findes objektive og absolutte værdier såsom godt og ondt, osv.

Når man skal udpege, hvad der er satanisk i en vilkårlig kulturs form for satanisme, så er det de ting, der er specifikke for satanismen, man skal se på, ikke de ting, som stort set alle andre mennesker i det pågældende land allerede betragter som selvfølgelige. Ellers roder man sig bare ud i en situation, hvor man tror, at 90% af alle mennesker i ens land allerede er satanister.

Det er fristende at sige, at i amerikansk satanisme svarer forholdet mellem amerikanisme og satanisme til, at kun én af stjernerne vender med spidsen nedad. Amerikansk satanisme består nemlig af både amerikansk kultur og satanisme, og den amerikanske kultur har langt den største andel.

Den sataniske ideologi har nogle grundprincipper, der går på tværs af kulturelle forskelle. Men brugen af disse principper i en bestemt kultur giver et bestemt udslag, og i to forskellige kulturer kan der nemt være så forskellige resultater, at brugen af satanismen i én kultur ligefrem modsiger brugen af satanismen i den anden kultur.

Men selv om de to retninger modsiger hinanden, har de alligevel begge ret – inden for hver deres kultur. Det er først hvis den ene kulturs satanisme forsøges overført på den anden, at der vil opstå en konflikt.