En ikke så praktisk betegnelse

Januar, 1998

Der er næppe nogen, der har udvist større interesse for satanisme end kristne. Kristendommen er den største af de religiøse kulter i Danmark, og den har formået at føre sin tankegang og filosofi ind i sproget, i lovgivningen og i undervisningen. Den kristne mytologi har prædiket tilgivelse for synd og fritagelse fra det onde. Disse dele er stadig at finde i den kristne trosbekendelse, mantraet, der benyttes som indledning til ritualer og ceremonier i den protestantiske sekt af Jesus-kulten. Synd og ondskab er en essentiel del af kristendommen, idet tilgivelsen for synd og fritagelsen for ondskab begribeligvis forudsætter, at der eksisterer objektiv synd og ondskab, som man kan fritages for. I den kristne mytologi står Satan som repræsentationen af alt, hvad kristne har valgt at definere som ondt, fristende, syndigt, osv. Kristne har også en historisk tradition for at hæfte mærkatet "satanist" på folk, hvis handlinger har passet til den kristne filosofi om, hvad Satan står for.

De sædvanlige definitioner af satanisme har været formuleret af kristne, og med kristendommens sækularisering ind i det danske samfund har den kristne definition af satanisme en naturlig forudsætning for at blive accepteret betingelsesløst af den danske befolkning. Den klassiske opfattelse af satanisme er således, at satanisme er det modsatte af kristendom. Som eksempel på en af de kristne kulter, der netop definerer satanisme på denne måde, findes Dialogcentret. Med den kristne definitionen følger det, at alle kendetegn på satanisme nødvendigvis er identificerbare med brug af kristendommens terminologi: Idet satanister angiveligvis er det modsatte af kristne, må deres opførsel findes i kristendommen i form af den diametrale modsætning til satanistens opførsel og vice versa. Med denne definition er den kristne terminologi nødvendig og tilstrækkelig, idet kristendommens terminologi indeholder kristendommens idealer såvel som kristendommens fordømmelser.

Det bekymrer ikke de kristne, der bruger denne form for definition af satanisme, at "modsætning" er et uklart begreb. Således bekymrer det tydeligvis heller ikke Dialogcentret, der for eksempel ikke ser noget problem i at opfatte det modsatte af en nadver som et ædegilde på trods af, at indtagelsen af føde er et fællestræk i de to definitioner. De to "modpoler" kan således ikke betragtes som modsætninger. Grænsende til absurditet vil definitionen af satanisme som "det modsatte" af kristendom medføre, at idet en kristen ikke kan flyve ved at baske med armene, så kan en satanistisk heks gøre det.

Hvis man hævder, at kristendom og satanisme ikke udgør én enhed, antyder man, at de to poler (kristendom og satanisme) nødvendigvis er isolerede fra hinanden. En sådan isolering af de to poler giver dog et problem, idet to isolerede enheder ikke kan være hinandens modsætninger: Hvis de to poler havde eksisteret som hinandens modsætninger, ville der have nemlig eksisteret en vekselvirkning for at opretholde modsætningerne, og vekselvirkning kan ikke eksistere mellem delsystemer, der ikke er en del af samme system. (To isolerede systemer kan godt udvise tilsyneladende modsat opførsel, men der i så fald tale om tilfældighedernes spil.) Det vil derfor være en fundamental fejl at opfatte satanisme som en modsat kristendom samtidig med at de to retninger forsøges isoleret. Med denne erkendelse kan satanisme kun betragtes som det modsatte af kristendom, hvis man samtidig definerer satanisme som en del af kristendommen og omvendt, så der derved bliver der tale om ét system. Så langt tænker en stor del af de kristne forskere angiveligvis ikke, idet de netop forsøger at definere satanisme og kristendom som modpoler, samtidig med at de søger at isolere kristendom og satanisme. Det bemærkes her, at nogle "satanister," herunder de berygtede kirkeskændere, accepterer den kristne definition af satanisme og forsøger at opføre sig "modsat". Disse "satanister" kan med rette betegnes som "kristne satanister", idet vi henviser til, at deres opfattelse af satanisme netop bygger på den kristne definition, som de er blevet indoktrineret med gennem deres opvækst.

En lidt dybere forståelse af problemstillingen må tillægges Johannes Aagaard fra Dialogcentret, idet han udtaler, at satanisme skal forstås gennem kristendommen. Dermed afslører Johannes Aagaard, at han ikke begår den fejltagelse at forsøge at isolere satanisme og kristendom fra hinanden samtidig med at han betragter de to poler som modsætninger.

Men selv om Johannes Aagaard ikke overser det fundamentale princip, at modsætninger ikke kan adskilles, så har modellen dog en anden åbenlys begrænsning: Modellen forudsætter nemlig, at satanisme er det modsatte af kristendom. Modellen er således fra et kristent synspunkt en solipsistisk model, hvilket på menneskedansk betyder, at modellen i dette tilfælde er designet til at beskrive kristendom, ikke satanisme.

Hvis satanisme ikke er det modsatte af kristendom, er modellen ganske enkelt en ukorrekt beskrivelse af satanisme. Satanisme er allerede defineret, og vel og mærke som en filosofi, der er uafhængig af kristendommen. Faktisk går de mørke doktriner, der ligger som grundsten for satanismen, adskillige tusinde år forud for kristendommen. Jeg vil ikke gå i detaljer med filosofien, men blot gøre opmærksom på, at der er righoldige eksempler på, at satanisme ikke er nogen diametral modsætning til kristendommen.

Satanisme er kort sagt en selvstændig filosofi. Definitionen er kendetegnet ved at være totalt uafhængig af den kristne definition af satanisme. At der er et væld af organisationer (f.eks. Church of Lucifer, Church of Satanic Brotherhood, Church of Satan, Temple of Set, diverse norske "black metal" bands, m. fl.), der påberåber sig betegnelsen "satanisme", er underordnet. At de som regel er inspirerede af The Church of Satan (og ofte vælger særdeles nærliggende navne) er også underordnet. Sagen er, at alle disse organisationers definitioner i større eller mindre grad er afhængige af kristendommen; ingen af dem er nye definitioner, men blot justeringer af en gammel definition med brug af nye ord og nye misforståelser af gamle overleveringer. Definitioner, der er afhængige af kristen overlevering er ikke nye definitioner, men blot re-definitioner af kristendom. Disse organisationers medlemmer er derfor ikke satanister; og ligesom kristne ikke inkluderer muslimer, når de taler om kristne, inkluderer vi satanister heller ikke disse organisationer, når vi taler satanisme.

Alt dette har dog en tendens til at gå fuldstændig hen over hovedet på de kristne, der definerer satanisme. De hæfter sig ved en definition, der er langt mere praktisk for dem selv, nemlig en definition, som ikke kræver, at de tænker videre end deres egen, lille lukkede verden. Med de kristnes definition af satanisme som "det modsatte" opnår de kun at definere satanisme som de selv ønsker at opfatte satanisme. Når vi satanister står frem med sandheden, bliver de kristne sat i en situation, hvor de må indse, at satanisme - og dermed hele deres religions grundlag om "frelse fra det onde" - ikke er det, de tror, det er. Satanisme er pludselig en meget uheldigt valgt betegnelse, når de forsøger at forsvare deres tro.

Virkeligheden er en anden end de kristnes verden: Der er kun én slags mennesker, der kan påberåbe sig betegnelsen satanister: mennesker med baggrund i de mørke doktriner. De kristne, med deres definition af satanisme som "det modsatte", kan kun søge deres modsætninger ét sted: blandt kristendommens egne rækker. De mørke doktriner er en unik filosofi, der er uafhængig af kristendommen; en filosofi, der kan eksistere uden kristendommen.

Denne tekst støttede oprindeligt Church of Satan, men da Peter Gilmore overtog ledelsen af Church of Satan, forsværgede han den sataniske filosofi, og ændrede samtidig Church of Satan til en stærkt fascistisk forening, der intet har at gøre med satanisme.