Hvorfor “Satan”?

1. januar 2000

Gennem tiden er vi ofte blevet spurgt, hvorfor vi bruger navnet “Satanisme” i stedet for f.eks. “ateisme” eller “humanisme”. Sådanne betegnelser ville også være ganske beskrivende. Satanister er nemlig ateister, idet ateisme betyder, at man ikke tror på guder. Tilsvarende er satanister også humanister, idet humanisme er en filosofi, hvor der tages udgangspunkt i mennesket biologiske fundament. Det er derfor ikke fordi betegnelserne ville være decideret misvisende, at vi undgår disse betegnelser.

Sådanne beskrivelser er bare ikke tilstrækkelige, for satanismen indeholder flere aspekter end dens ateistiske og humanistiske islæt. Der er flere årsager til, at vi er bedre tjent med at kalde os selv for satanister end noget andet.

For det første passer betegnelsen godt på os. Hvis man ser bort fra at spilde tiden halvanden time en søndag en gang imellem, så er det de færreste atister idag, der har en livsførsel, der varierer fra teistiske menneskers livsførsel. Ateisme indebærer nemlig ikke nogen specifik livsførsel. Satanister har specielle værdisæt og lever efter dem i den udstrækning, det er muligt. Opførslen bliver uværgeligt opfattet som “dæmonisk” frigjort af udenforstående, og på den måde passer betegnelsen “satanister” meget godt på os.

For det andet er betegnelsen glimrende i salgsøjemed. “Ateistisk Forum” ville næppe være kommet i fjernsynet, men medierne stod på spring, da Satanisk Forum blev oprettet. Ordet fremmaner følelser, som intet andet ord kan fremmane, og det får folk til at komme ud af deres skjul. Den danske befolkning er fyldt med religiøst funderede fordomme og tabuer, og det er svært at finde dem, så de kan blive rusket op i og elimineret. Men i samme øjeblik man bruger “S” ordet, står folk i kø for at give frit løb for deres fordomme. Det er en effektiv betegnelse, når de rustne lænker skal brydes.

For det tredie er vores grundlæggende filosofi, at der findes en “gud”, blot ikke i teistisk forstand. Vi opfatter denne “gud” som en balancerende og motiverende kraft i naturen. Den er motiverende til konstant destruktion og konstruktion, til konstant ændring. Der er snarere tale om en deistisk opfattelse, idet den omtalte “gud” ikke er personificeret eller er noget, der tager sig af vores opførsel. Den ville være “af mørket” i den forstand, at den ville være uerkendelig og uobserverbar. I kontrast til den kristne teistiske religion og dens indflydelse på sproget i vores del af verden ville en sådan “gud” opfattes som destruktiv, idet den – som Göthe udtrykte det – “vil det onde, men gør det gode”. Kristne vil opfatte denne “gud” som Satan. Det er en ukomplet beskrivelse, men der findes ikke mere dækkende ord i de vestlige sprog.

For det fjerde erkender vi åbenlyst menneskets skjulte sider. Vi har lært at se ind i en person, så vi kan genkende personens motiver for handling. Selv om denne indsigt måske blot er anvendt psykologi, så afviser vi ikke, hvad vi ser. Kristne opfatter normalt mennesket som ondt ud fra deres egen indsigt i dem selv. De mener, at mennesket har brug for regler for at holde dets destruktive tendenser i skak. Denne opfattelse er udtryk for en defensiv holdning, idet de kristne afviser muligheden for at gøre noget ved roden af problemet, og i stedet fokuserer på symptombehandling. Satanister har ikke denne defensive holdning til os selv. Hvis man skal tage de kristnes opfattelse af mennesket for gode varer, så tror de, at satanister i lige så høj grad som de kristne er styret af destruktive tendenser. Satanister kan ikke gøre for, at de kristne er styret af destruktive tendenser, og at de kristne ikke kan forstå, at satanister måske ikke er som de selv er. Men når vi siger, at vi ikke afviser vores destruktive tendenser, så tror de kristne som følge af et dualistisk livssyn, at vi hylder destruktionen. Igen gør det os til Djævelens allierede i deres øjne. (Naturligvis er det ikke kun kristne, der ser os sådan, men generelt alle dualistisk-teistiske mennesker.)

For det femte er vi ikke bange for at arbejde med okkult viden. Gennem historien har okkultisme altid været opfattet som djævelske studier. Igen ser vi os selv som Satans forbundsfæller.

For det sjette stoler vi på videnskaben. Hvis videnskaben foreslår verdensbilleder, der ikke passer de teistiske verdensbilleder, så er vi på videnskabens side, forudsat naturligvis at videnskaben ikke støtter sig på metafysik eller anden pseudovidenskab. Det vides ikke, hvor mange videnskabsfolk, der er blevet brændt på bålet, men traditionen for teistisk modstand mod videnskab bliver stadig holdt i hævd af modstandere mod f.eks. genetik.

For det syvende er vi naturlige rebeller. Vi kan ikke acceptere, at personer foregiver at være autoriteter, hvis ikke de har noget reelt at have det i. Eftersom filosofien bag fiktive autoriteter bunder i troen på superautoriteter såsom den kristne gud, så er al oprør mod autoriteter klassificeret som djævelsk modstand.