Den ”største” sorte messe

Af Corax og Hr. Vad, Satanisk Bulletin nr. 1, 1998

Der er efterhånden nævnt flere rapporter om satanistisk aktivitet i medierne, og bl.a. Dialogcentret har flittigt samlet informationer om de mange ”farlige” satanistiske aktiviteter i dette land. For naturligvis er ildspåsættelse og hærværk på kirker en alvorlig sag, eftersom det er en strafbar og kriminel handling. Alligevel må man stille spørgsmålstegn ved, om disse sager nu også er så farlige, som medierne og Dialogcentret giver udtryk for? For det er nu engang en kendsgerning, at de sensationslystne medier ofte har en tendens til at overdrive, og for at det ikke er nok, er der også journalister, som har en tendens til at agere tanketomme medløbere i de forskellige historier. Således bliver mange historier overhovedet ikke efterset i sømmene, men det skal retfærdigvis siges, at der er nogle journalister, som leverer et godt stykke håndværk. Faktisk er nogen af de værste eksempler at finde hos netop de organisationer, som slår sig op på at levere objektiv information. Organisationer, for hvem dialog påstås at være det vigtigste.

Således er Dialogcentret (DC) ansvarlig for en lang række påstande omkring satanisme og satanister, og deres oplysninger finder også fra tid til anden vej til bøger og artikler, som er skrevet af andre end selve Dialogcentrets folk. Et af Dialogcentrets store sager vedrører kirkeskænderne fra Ikast. Lars Munk, Århusafdelingens selvudråbte satanismeekspert, udtaler i artiklen ”Fanden på væggen”, Den Nye Dialog nr. 67, s. 6:

”Vi har eksempler på en komplet sortemesse, udført i en dansk kirke, med blandt andet omvendte kors, omvendt femkantet stjerne i cirkel, blasfemiske besværgelser, forbandelsestegn imod en frafalden satanist, samt sorte lysestumper og rester af en dyreofring (en høne, som i Voodoo). Gerningsmændene har endog malet et tegn på væggen, et ægyptisk ankh-kors med liggende halvmåne over, hvilket er den klassiske signatur for en veludført sortemesse.”

Om dette er sagen i Ikast fremgår ikke helt klart, men DC nævner faktisk ikke andre sager, hvor der har været så omfattende indvendig skændig af kirker (ud over Ikast sagen er to andre sager nævnt). Praktisk talt alt passer på Ikast sagen.

Ikast hændelsen er i DCs Hvidbog om Satanisme, juli 1997, side 16, beskrevet som ”Den mest gennemførte sortemesse i Danmark….”. Så under alle omstændigheder kunne noget tyde på, at vi har fat i ”den største sataniske sag” i nyere tid i Danmark – kort sagt er der ikke tale om bagateller eller småting, som man kan ignorere. Vi taler om det største overhovedet i Danmark – i hvert fald hvis man skal tro Dialogcentret, som blev kaldt til Ikast kort tid efter hændelsen skete.

Kristeligt Dagblad fortæller d. 24. Ja­nuar 1995, at Ikast kirke er blevet skændet. Der er blevet malet symboler og ord, og der er sat ild til enkelte sider af alterbogen. Der ud over er et af alterlysene også blevet malet sort. Til at male symboler m.m. er blevet brugt en sort spraymaling. Over døren har gerningsmændene forsøgt at skrive ”Diabolos”, men dette er gået galt. Præsten mener, at der er tale om folk med okkult viden, men den lokale politimand er af en anden mening, blandt andet fordi der på politistationen, som er nabo til kirken, er skrevet ”Fri hash” med den samme slags spraymaling. Johannes Aagaard blev tilkaldt, og han tager Flemming Falkenberg med. Falkenberg bliver omtalt som ekspert i satanisme. (Falkenberg er udover omtalen i Tjeck, februar 1998, kendt som manden, der påstår, at satanisters højeste mål er at lave et ”Moon Child” á la Rosemary’s Baby – et væsen, der efter sigende kun æder råt svinekød og drikker blod; manden lever efter bedste skøn i en fantasiverden.)

Ydermere nævner Lars Munk i Kompas nr. 3, s. 7, at ”en midtjysk kirke blev ’indviet’ til satan-hus ved en korrekt udført sortemesse”. Senere bringes billeder fra Ikast, men de kommenteres ikke, og Ikast-sagen nævnes derfor ikke ved navn. Igen er der dog al mulig grund til at konkludere, at det endnu engang er Ikast sagen, der er tale om.

Kirsten Andersen, forfatter til bogen Satanisme:- Jesus er død – Satan lever (s. 37), fortæller også om Ikast sagen . Hun bruger to billeder og fortæller, at der har fundet en klassisk sort messe sted med ældgamle tegn og brug af dyrerester. Hun fortæller heller ikke, hvor fra billederne stammer. Satanisk Bulletin gætter på, at det er Lars Munk, hun har oplysningerne fra, da han jo er kilden til meget af det andet i hendes bog.

I Hvidbog om Satanisme er følgende opført: ”Ikast: Indvendig overmaling af kirken, samt ildspåsættelse af alterbogen. Den mest gennemførte sortemesse i Danmark, med bl.a. esoteriske tegn, der betyder, at her har fundet en sortmesse og desakralisering af kirken sted.” Under ildspåsættelser i 1995 er der nævnt ét tilfælde, og dette må referere til Ikast-sagen, eftersom der blev tændt ild til nogle sider i en alterbog på gerningsstedet. Under dyreofringer er Ikast imidlertid ikke nævnt – eller rettere: Der er ingen data om 1995, så ”høne eller ikke høne, det er spørgsmålet?”

Jens Laigaard, forfatter til bogen Satanisme, Borgens Forlag, fortæller om hændelsen, at det efter en uge rent faktisk lykkedes at fange gerningsmændene, og at disse viste sig at være tre drenge på fjorten, seksten og sytten år. Ud over hvad der er nævnt i Kristeligt Dagblad (mislykket forsøg på at skrive Diabolos), får vi her flere ting at vide, bl.a. at knægtene har stavet Leviathan forkert på to forskellige måder – og endda også Djævel er stavet forkert.

Som det kan ses, tegner der sig et mønster. Dette er en yderst refereret sag, og billederne fra hændelsen er brugt mange forskellige steder, oftest uden at det er nævnt hvor fra de er hentet (kun Jens Laigaard, Satanisme, skriver udtrykkeligt, hvad det drejer sig om). Billederne er – for at opsummere – bl.a. brugt i Kristeligt Dagblad, Den Nye Dialog, i Kirsten Andersens ”Satanisme: Jesus er død – Satan lever”, i Jens Laigaards bog Satanisme og i bladet Kompas. Dette er blot de steder, hvor Satanisk Bulletin har haft held til at finde dem. De symboler, som vises på billederne, er, hvis vi bruger Kirsten Andersens bog som henvisning: Engel eller Ankh-tegn; omvendt kors; forræder-tegnet; omvendt stjerne; 666; en ikke-satanisk stjerne; og et hagekors. Disse tegn kan også findes i Laigaards bog.

Den omvendte stjerne er endda tegnet forkert i første forsøg, hvad der også tyder på manglende øvelse. At alle billederne er hentet fra Ikast-sagen, fremgår kun hvis man sammenligner dem med hinanden. Herved kan man finde overlapninger, der gør det muligt at se, at de er fra én og samme begivenhed. På Laigaards billeder kan man se orglet, hvorover der står ”Satans Kirke”, og dette er vist i en anden vinkel i Kirsten Andersens bog. På det andet billede i Laigaards bog kan vi se den mystiske sætning ”Djævlen hærsker for evigt” (det mest brugte billede), og det hæfter Laigaards billeder sammen med dem i Kompas og Den Nye Dialog, plus Kristeligt Dagblad. Kun ved hjælp af Laigaards billeder og sammenhæftning af dem til Ikast-sagen, er det muligt at gennemskue resten af de steder sagen bruges!

Denne anvendelse af sagen betyder kort og godt, at enhver, der undersøger omfanget af kirkeskænderier i Danmark, kommer til at stå tilbage med en langt alvorligere opfattelse af problemet – simpelthen pga. af, at det er svært umiddelbart at se, at der ikke er tale om fem meget alvorlige tilfælde, men i realiteten kun et eneste tilfælde. Derfor kan der også være grund til at tro, at omfanget af de stupide kirkeskænderier er langt lavere end hysterikerne umiddelbart giver udtryk for.

Det ændrer selvfølgelig ikke noget ved det enkelte dokumenterede tilfælde, men som Max Schmeling er citeret for at sige til Tjeck, februar 1998: ”Ud fra et personligt synspunkt ville jeg sige, at har folk et brændende ønske om at brænde kristne kirker af, så skal jeg ikke stoppe dem i det, og så må de selv tage følgerne af det.” Satanismen mener ikke, at menneskets natur kan undertrykkes, og derfor indrømmer vi de kristne de samme rettigheder, som vi selv vil have: Retten til at udslette vore fjender, dvs. dem der gentagne gange har gjort sig fortjent til at blive udslettet. Uanset hvor hyklerisk det må forekomme, at de kristne trodser Kristus’s bud om at vende den anden kind til, så anerkender satanismen dog, at så længe de blot er mennesker, vil de have lyst til hævn. Derfor kan man også tilføje til ovennævnte citat, at der naturligvis heller ikke burde være nogen til at forhindre de kristne i at tage hævn over disse kirkeskændere. Rent personligt er der kristne, der nærer hævnfølelser mod disse skændere, og de har ganske afgjort et ønske om at stoppe disse mennesker eller måske i yderste konsekvens smide dem på bålet. Dette er konsekvenserne af at tage følgerne af sine handlinger.

Et er dog antallet af disse kriminelle handlinger, noget andet er, at DC og Kristeligt Dagblad siger at Satans Bibel af Anton Szandor LaVey er inspirationskilde til disse hændelser, samt at symbolerne hentes fra to bøger om magi. Nu er der bare lige den lille hage ved sagen, at de tegn, der blev brugt i Ikast, ikke er i nogen af disse bøger. De er fx ikke at finde i Satans Bibel, og det eneste reelt satanistiske symbol er Baphomet’en (pentagrammet med ”Leviathan” skrevet med fem hebraiske tegn) – det omvendte kors anses af mange for blot at være et simpelt kristent symbol, men egentlig ikke specifikt satanisk! Tværtimod er de mange symboler paradoksalt nok at finde i en kristen folder importeret fra USA. Denne folder var bl.a. at købe i diverse boghandler, og sædvanen tro er det rimeligt at antage, at denne folder har cirkuleret i kristne kredse og derfor haft en vis udbredelse. Det er endvidere meget påfaldende, at dem, der har skændet kirken, har brugt så mange (hvis ikke alle) af symbolerne fra denne folder, hvorimod de ikke lader til at have brugt andre symboler. Derfor er det nærliggende at konkludere, at det eneste DC har formået at dokumentere er, at der ikke ligger andet end kristen litteratur og CD-covers bag den inspiration, som disse unge mennesker har anvendt.

Dette leder tankerne hen på Anton LaVeys observation, at den Sorte Messe blot var en litterær opfindelse af de kristne: Der var simpelthen ikke nogle reelt forekommende sorte messer før de kristne besluttede at beskrive det, som de forestillede sig ville foregå ved en sådan sort messe. At der så senere ville komme noget, der reelt kunne beskrives som en sort messe ifølge de kristne beskrivelser, var et simpelt spørgsmål om udbud og efterspørgsel.

Derudover er det påfaldende, at ”folk med okkult viden” skulle være så dårlige til at skrive navnene på de dæmoner, som de ifølge Aagaard skulle have et så nært forhold til – husk på at vi taler om ”den mest gennemførte sortemesse i Danmark”, og hverken Johannes Aagaard eller andre forsømmer en chance for at påpege, hvorledes Ikast ikke blot var drengestreger, men derimod drevet af seriøs fascination af satanisme! Tilsyneladende gik det lettere da de skulle skrive ”Fri Hash”! Det er i det hele taget meget svært at tage DC alvorligt, når de refererer til Ikast sagen som den mest gennemførte sorte messe i Danmark. I Tjeck, februar 1998, udtaler en påstået kirkeskænder også, at deres angreb ikke tager længere end mellem 2-5 minutter – ikke ligefrem lang tid for en ”komplet sortemesse”, og man fristes virkelig til at spørge DC, hvad de egentlig mener udgør en sort messe. Det ville nok være mere rammende at kalde det hele ”hærværk begået af en flok tumpede, inkompetente analfabeter”, for ikke blot har disse pseudo-satanister stavet praktisk talt hver eneste ord forkert, da de skændede kirken i Ikast: De har også udvist en besynderlig mangel på hukommelse overfor deres påståede inspiration fra Satans Bibel og Church of Satan/Satans Kirke. LaVey skriver nemlig udtrykkeligt, at en satanist under ingen omstændigheder ville ofre et dyr (eller et spædbarn), men åbenbart har disse individer svært ved at holde styr på hele to ting på samme tid! Ydermere er Church of Satans ritualer detaljeret beskrevet i såvel Satans Bibel, som Sataniske Ritualer, og ingen af disse ritualer – end ikke den Sorte Messe/Messe Noire – taler om at skænde kirker eller lemlæste dyr. Er det virkelig sådanne åbenlyst uintelligente personer, som hele Danmark og dens kristne befolkning formodes at være bange for? Skal vi virkelig tro, at denne gruppe af analfabeter og mulige hashvrag er det højeste udtryk for satanismen i Danmark?

Tværtimod tyder alt på, at Dialogcentret såvel som andre af deres medløbere er i færd med at opbygge en ”Satanic Panic” ligesom deres fundamentalistisk frænder i USA gjorde det op gennem firserne. Bl.a. benytter DC sig af Eva Lundgreen, som har været en stærk skandinavisk drivkraft bag rygter om menneskeofringer, kannibalisme m.m., og andre som religionsforskeren Michael Rothstein har direkte beskyldt DC for at skabe panik! Følgerne af denne panik i USA var skræmmende, og det ville ligefrem have været lidt sjovt, hvis ikke det var fordi folk mistede deres jobs, børn, huse og familier pga. grundløse anklager fra en kristent styret og panisk befolkning. Faktisk er det svært ikke at se ligheder mellem den ”sataniske panik” i firserne og ”heksepanikken” tilbage i middelalderen – ja selv Hitlers jødeforfølgelser har skræmmende paralleller. Imidlertid er der ikke en akademiker eller forsker med respekt for sig selv, som ikke i dag har taget afstand fra disse hændelser, og Committee for Scientific Examination of Religion (CSER) samt FBI har i flere rapporter fastslået, at denne panik var fuldstændig grundløs, og bl.a. en norsk rapport i religionshistorie tager skarpt afstand fra Eva Lundgreen.

Og var Ikast sagen så blot den eneste sag, som har fået en forkert drejning af DC. Som et andet eksempel kan der nævnes, at Hvidbog om satanisme refererer til en sag i 1994: ”Randers: Overfald på organisten afhætteklædte [sic!] satanister.” Igen lyder sagen alvorlig, og når vi har spurgt omkring har den umiddelbare reaktion har hos flere været, at ”overfald det da vist betyder noget med baseball bats osv.”

Imidlertid har Satanisk Bulletin dokumentation fra Kristeligt Dagblad, 24/1 1995, som giver denne fremstilling: ”Tre fyre med hætter stod uden for døren til kirken, den ene bar et stort, sort omvendt kors. De råbte om Hans Christian Jochimsen var kristen, og han svarede ja. Det fik de tre til at skrige og banke deres hoveder mod vinduet. Hans Christian Jochimsen blev bange og slukkede lyset i kirken, hvorefter otte til ti personer begyndte at slå ølflasker mod vinduerne. Hans Christian Jochimsen ringede fra sin mobiltelefon til politiet, og da politiet kom, forsvandt uromagerne. Kirken har siden modtaget et brev fra de unge, der stod bag balladen. De ønskede en debat med de kristne om satanismen.” Måske skræmmende, men ligefrem et ”overfald”? Dertil må man sige, at disse unge mennesker åbenbart ikke er særligt snu, for det er ikke ligefrem den bedste måde at indlede en frugtbar dialog på. Fra Satanisk Bulletins side så vi hellere, at den slags personer ikke forsøgte at hjælpe satanismen med deres mislykkede forsøg på dialog. De skulle have holdt sig til de ølflasker, som de havde med – eller også skulle de overveje at gå tilbage i kirke, for det er vist ret beset der, de hører til.

Der findes også en anden sag ved Knebel på Mols, hvor en ”djævledyrker” prøvede at brænde en kirke af. Der blev der også slået meget på denne persons tro, og umiddelbart skulle man tro, at sagen var klar. Alligevel skriver Amts Avisen Randers noget interessant: ”Den 19-årige har røget hash siden 14-års alderen, og han var i tre måneder efter jul indlagt på psykiatrisk hospital på grund af en psykose forårsaget af hashrygning.” Ved selve hærværks­togtet var han påvirket af en halv snes øl. Så hvad kunne dette tyde på? Hvis vedkom­mende virkelig havde mentale problemer omkring gerningsøjeblikket er det irrelevant, hvorvidt han var satanist, kristen eller buddhist. Der er i så fald tale om en medicinsk tilstand, som er den primære faktor i forbindelse med dette menneskes dømmekraft. Dette er også en holdning, som man finder hos Kenneth Lanning, FBI Special Agent, og han påpeger, at man skal passe på med at sidestille sindsforstyrrede personers handlinger med normale, velover­vejede handlinger. Lanning skriver også: ”The ritualistic activity may be part of the excessive religiosity of a mentally ill, psychotic offender.” Dvs. at den egentlige handling – i dette tilfælde ildspåsættelse på en kirke – sandsynligvis er underordnet personens psykologiske tilstand, og dette gælder da også, hvis der er tale om en lægeligt set psykotisk kristen. Lanning har været en af de vigtigste personer i arbejdet med at gendrive de hysteriske påstande om satanistiske overgreb i USA, og faktisk ligger DC inde med en kopi af Lannings rapporter. Folk, der ikke har adgang til Internettet, hvor Lannings rapporter kan findes er velkomne til at henvende sig til Satanisk Bulletin, som gerne fremsender en diskette eller fotokopi mod dækning af omkostningerne.

En anden af Satanisk Bulletins yndlingshistorier om de farlige satanister, der sandelig ikke blot laver drengestreger er denne, taget fra Hvidbogen: ”1994: På et tidspunkt møder en bande ungsatanister talstærkt op og truer en kristen dreng i Randers. De ville ind i huset og have fat i ham, men moderen forhindrede dette.” Man ryster helt af skræk, for hvad kunne det ikke have udviklet sig til, hvis drengens mor ikke var dukket op? ”Anti-Satanisk Materiel: Slå op under mødre!”

Som læserne nok kan se, så behøver de ikke være så bange for de anklager de hører om i aviserne og i materiale fra Dialogcentret, for ganske ofte er sandheden noget anderledes end lige umiddelbart oplyst. Men med denne artikel har I satanister derude også fået noget helt konkret, som I kan bruge, når I forsvarer jeres filosofiske overbevisning.