Buzzwords

Fra Satanisk Bulletin nr. 9, 2003

Et buzzword er et ord, der lyder iørefaldende og positivt for ens egen sag. I det danske erhvervsliv skal man således være “proaktiv”, “udadvendt”, “team-player”, osv. Men satanister har måske en lidt anden indgangsvinkel til buzzwords end den almindelige befolkning, hvor buzzwords mest bruges til at klappe sig selv på ryggen. Her er nogle af de buzzwords, vi ofte ser i den danske debat, også når debatten handler om satanisme.

“Plads til alle” og “tolerance”

Da Moses Hansen provokerede på Nørrebro sidste sommer, holdt Nørrebros muslimer et socialt “tolerance-arrangement”, hvor de var enige om, at der var plads til alle på Nørrebro. En journalist spurgte en muslimsk talsmand, om der så også var plads til Moses Hansen, når nu der var plads til alle? Den stakkels muslim vred sig under spørgsmålet, for både journalisten og muslimen vidste jo, at Moses Hansen absolut ikke var velkommen. Den muslimske talsmand fik fremmumlet, at der da også var plads til Moses Hansen, men kunne ikke helt forklare, hvorfor han så reagerede sådan på Hansens tilstedeværelse.

Havde talsmanden været satanist, ville der nok være kommet et andet svar: Hansen ville være uvelkommen.

Satanister efterlever nemlig i væsentlig udstrækning det princip, at man gør mod andre, som de gør mod en selv. Hvis en satanist siger, at der er plads til alle, så betyder det derfor, at der er plads til alle, der også selv gør plads til alle. På denne måde går jeg f.eks. personligt ind for menneskerettigheder - men kun for de mennesker, der selv går ind for dem!

“Åbenhed” og “neutralitet”

Åbenhed og neutralitet lyder godt, for det antyder, at man tillader folk at være dem, de er. Og hvis en person udråber sig selv som neutral, så har personen ikke nogen standpunkter, som man kan modsige.

Problemet er bare, at ligesom intet svar også er et svar, så er neutralitet ikke neutral. Hvis man f.eks. præsenterer “alle slags satanisme” uden at tage et standpunkt, er det i sig selv et standpunkt. For det første præsenterer man nemlig kun den del, man har valgt at tage med. Dermed har man faktisk ikke været neutral, fordi andre opfattelser af satanisme bliver ikke medregnet som satanisme. For det andet får alle lige vægt, uanset hvem der ved mest om emnet, og det er også en holdning, der kan diskuteres.

Sagen er nemlig den, at ikke alle meninger er lige gode. Nogle er i direkte strid med sandheden, nogle har mere vidtrækkende effekter end andre, og endelig er der nu engang forskelle i informationerne. Hvilken ud af de følgende tre muligheder kan man f.eks. forvente må vide mest om satanismen?

  • En 13-årig dreng, der netop har opdaget satanismen.
  • Satanisk Forum.
  • Dialogcentret, der opfinder Djævelen for at have noget at missionere imod.

Det må naturligvis forventes, at Satanisk Forum bør have mest vægt af disse tre. Derfor ville det være tåbeligt at give tolkninger af satanisme fra f.eks. Dialogcentret samme opmærksomhed som en tolkning fra Satanisk Forum, også i mere nuancerede tilfælde.

Det dybere problem med neutralitet er, at denne relativisme (“alle meninger er lige gyldige”) skyder sig selv i foden. Hvis alle meninger er lige gyldige, er også anti-relativisme gyldig i følge relativismens egen målestok!

“Ytringsfrihed” og “censur”

Ytringsfrihed sikrer, at man ikke udsættes for censur, bare fordi man kommer med kontroversielle udsagn. Men der er mange, der ikke forstår, hvad ytringsfrihed indebærer - herunder f.eks. kristne, der uden blusel kommer med løgnagtige påstande om satanister.

Ytringsfriheden betyder ikke, at man er immun overfor svar på tiltale. Man kan ikke påberåbe sig ytringsfriheden som forsvar, hvis andre kritiserer ens udtalelser. Og ytringsfriheden betyder ikke, at man har ret, eller at ens kritikere forsøger på at udøve anden form for censur end elimination af falskheder. Det er nemlig kun censur, hvis man forsøger at forhindre en person i at ytre sig. Det er ikke censur at gøre opmærksom på fejl eller uheldigheder, og det er ikke heller ikke censur at undlade at præsentere andre folks synspunkter.

Det er meget populært at sige, at man er imod censur, men ligesom relativisme skyder anti-censur sig selv i foden. For hvis man ikke vil foretage censur, kan man jo ikke tillade sig at forbyde andre at udøve censur.

Endelig glemmer folk ofte, at ytringsfriheden gælder under ansvar. Man har måske retten til at råbe “brand!” i et fyldt teater, men hvis de tilstedeværende går i panik og kommer til skade, er man skyld i personskade, ytringsfrihed eller ej. Det samme gælder, hvis ytringsfriheden misbruges til injurierende udsagn.

“Demokrati”

Demokrati betyder flertalsstyre, som i praksis udføres af en flertalsvalgt gruppe af repræsentanter. Fordelen ved demokrati er, at det i princippet giver mulighed for at tilgodese den største gruppe af mennesker, og at hvert individ har medbestemmelse. Til gengæld er demokrati af samme årsag ikke videre minoritetsvenligt. Det er på trods af demokratiet, eller måske snarere fordi vi ikke har et rent demokrati, at satanisme er tilladt i Danmark.

Flertallet har ikke altid ret

Demokratiet giver ikke altid det kloge mindretal ret.

Det største problem er, at de fleste af de mennesker, der indgår i et demokrati, ikke ved, hvad der er bedst for dem selv, og i stedet lader sig overtale af populisme og sensations-politik. På godt dansk betyder demokrati, at det mindre kloge flertal kommer til at bestemme over de langt færre kloge mennesker. Det er en sådan gruppe, man ønsker, hvis man påberåber sig “sin demokratiske ret til indflydelse”.

Hvis satanisme repræsenterer utilsløret sandhed i stedet for hyklerisk selvbedrag, så udgør demokrati næppe en satanists foretrukne gruppestruktur.

“Ønsker debat” eller “dialog”

Når nogen er gået over stregen i deres behandling af en bestemt gruppe mennesker, benytter de ofte den sikkerhedsventil, der hedder, at de blot “ønskede debat om emnet”, eller at de blot “ville i dialog” med gruppen.

Denne undskyldning virker også den anden vej, for enhver samtale er dybest set et forsøg på at manipulere modparten. Når nogen ønsker at indlede en dialog med en gruppe, så er det for at få gruppen til at ændre adfærd. (Hvis man var interesseret i at lære noget, ville man nemlig blot spørge, ikke diskutere.)

Men man kan jo ikke klantre folk for at ville tale med andre folk, og hvis disse folk kan sige, at de ønsker at afklare problemstillinger i en debat eller finde fælles fodslag via en dialog, så lyder det jo meget bedre end at sige, at de ønsker at rakke ned på en gruppe eller få gruppen til at ændre sig.

Når nogen “ønsker debat” eller “ønsker dialog”, så er det kun sjældent tilfældet. Enten ønsker de strid og kævl i stedet på modpartens bekostning, eller også er det en dårlig undskyldning for at have trådt andre over tæerne.

“Samarbejde”

Samarbejde er ikke en ensrettet vej. Samarbejde går ud på, at to eller flere enige parter arbejder på samme projekt. Et samarbejde kræver som udgangspunkt, at parterne har indgået en aftale om samarbejde. Hvis ikke parterne er 100% enige om alt, så må man forhandle sig frem til et fælles fodslag. Man skal derfor være opmærksom på, at hvis man vil samarbejde med folk, så skal man være villig til at give sig.

Men når folk i mange tilfælde ønsker at “samarbejde”, så betyder det i virkeligheden, at de ønsker at udnytte ens ressourcer uden at tilbyde noget til gengæld, og at de ikke er villige til selv at indgå nødvendige kompromiser.

Nogen gange - som regel, når man tilsyneladende har fælles interesser - får folk den idé, at de har et samarbejde med andre, uden at der har eksisteret en samarbejdsaftale, og uden at den anden part er enig eller overhovedet inddraget.

Når modparten afviser at “samarbejde”, fordi man ikke har villet indgå et nødvendigt kompromis, hvis der ikke har været en samarbejdsaftale til at begynde med, eller hvis modparten måske slet ikke var bekendt med “samarbejdet”, så kan man altid beskylde modparten for at være usamarbejdsvillig, hvilket er et “fy”-ord, som nedgør personen.

Ikke alle meninger er lige gyldige

“Smagsdommer”

Hvis en person dikterer en bestemt holdning til en sag, så kan man i visse tilfælde sige, at personen er en smagsdommer - nemlig at personen gør sig til dommer for, hvilken holdning, der er bedst.

Udtrykket er på sin plads, når der udelukkende er udtryk for holdninger, såsom madsmag, tøjsmag, dele af politisk overbevisning, musiksmag, vurdering af kunst, osv. Det vil sige, at udtrykket er brugbart i situationer, hvor der ikke findes retningslinier for, hvornår noget er rigtigt. I matematikkens verden, hvor der er meget skarpe regler for, hvornår noget er rigtigt, ville man aldrig kalde en person for smagsdommer, hvis han hævdede, at 2 + 2 ikke giver 5. Og det gælder også inden for andre områder, også selv om retningslinierne for rigtighed måske virker lidt mere flydende. Hvis en person med stor ekspertise inden for et emne f.eks. siger, at en person med ringe viden bygger sine værdier på uvidenhed, så gør eksperten sig ikke til smagsdommer af den grund. Man bliver heller ikke smagsdommer af at udelade bestemte synspunkter fra en sag, hvis disse synspunkter ikke bliver repræsenteret af nogen.


Man ser ofte, at folk bruger de buzzwords mod andre, som de egentlig selv har de største problemer med. Personligt blev jeg derfor ikke overrasket over at lære, at det var sønnen af en af de politikere, der har talt mest om nødvendigheden af familiens ansvar for lov og orden, der blev pågrebet som narkohandler.

Folk, der vil “gøre plads til alle” i åbenheden og neutralitetens navn, undlader ofte visse grupper af mere eller mindre tvivlsomme årsager, og de er ofte meget andet end neutrale over for visse grupper. Vidende mennesker angribes for at være smagsdommere og for at udøve censur, når de forklarer, at månen ikke er en grøn ost, og man anklages for manglende samarbejdsvilje, når man ikke vil forære sit arbejde væk uden at få andet end problemer til gengæld.

Nogle gange er anklagerne på sin plads, men ofte ikke. Er en part en smagsdommer, eller ved denne part blot mere? Opfører en part sig egentlig bedre end det, parten anklager modparten for? I alle tilfælde må man som satanist forstå sagens sammenhæng samt de involverede parters motiver og indsigt i sagen. Satan er måske kendt som anklageren, men der findes også dumme anklager. Også uden at gøre sig til smagsdommer for, hvad der er dumt.

Buzzwords kan bruges til at manipulere andre, men pas på, at du ikke lader andre manipulere dig!